Hej. Jeg er en 16-årig pige, som lige er startet i 1g, og jeg skriver herind fordi jeg er meget i tvivl om, om jeg muligvis lider af stress eller depression.. I starten af august slog jeg op med min daværende kæreste, som jeg havde været sammen med i 10 måneder og det forhold har påvirket mig meget negativt (fx havde han en depression, hvilket selvfølgelig havde stor indflydelse på mig, og desuden mistede jeg alle mine tætte venskaber da vi begyndte at komme sammen), men nu har jeg ikke længere kontakt med ham. Kort efter startede jeg i gymnasiet. Det har været vildt hårdt for mig at skulle gå fra at være kæreste-kedelig i et ikke særligt godt forhold og ingen venner have, til lige pludselig at være et nyt sted med masser af fremmede mennesker. Især fordi jeg hurtigt bliver usikker og indelukket når det kommer til det sociale... Nå, men siden jeg startede i gymnasiet, har jeg været meget stresset, og min krop er så at sige gået lidt ”amok”. Min vægt kører op og ned imellem 53 og 55 kg (før vejede jeg 60), jeg har ofte dårlig mave, hyppig vandladning, min astma er forværret, konstant hovedpine, ømhed i ryg, nakke og skuldre og så er jeg voldsomt træt! Også selvom jeg måske sover 9 timer en nat, som jeg har gjort her i efterårsferien. Jeg kan falde i søvn når som helst på dagen, så snart jeg kommer til at sidde stille for længe, fx i toget. Og alligevel har jeg svært ved at falde i søvn om aftenen, og når jeg endelig har mulighed for at sove længe i weekenderne vågner jeg meget tidligt. Nå, men det er jo kun de fysiske ”problemer”. Jeg er også meget nedtrykt og trist hele tiden, og jeg har virkelig svært ved at overskue hverdagen. Jeg føler mig mislykket – mest socialt, men også fagligt. Der skal ingenting til, før jeg giver mig til at græde, jeg bliver nemt irritabel, især når jeg går på gaden får jeg ofte trang til at skubbe eller slå folk hvis de går i vejen for mig eller på mindste måde irriterer mig. Det skræmmer mig meget, for jeg er normalt meget tålmodig! Jeg går helt ned når der sker noget uventet, og har svært ved at beherske mig. Jeg glemte fx mit togkort, så jeg var lige ved at få en bøde i toget – men jeg slap, fordi jeg simpelthen kom til at stortude midt i toget. Og det er altså ikke første gang, at jeg har fået en bøde, men der har jeg ikke reageret sådan overhovedet... Om aftenen har jeg svært ved at falde til ro, jeg går rastløs rundt og føler, at der er noget jeg skal nå og tror hele tiden, at der er noget jeg har glemt (finde tøj frem, pakke taske, lave lektier etc.). Jeg har meget kaotiske, mærkelige drømme om natten, jeg drømmer ofte om ting jeg skal huske at gøre – lektier, aftaler osv. – og når jeg vågner, har jeg en følelse af, at der er noget galt. Ligesom hvis man har haft en negativ oplevelse dagen før, som langsomt kommer tilbage. Desuden bliver jeg meget nemt paranoid, især om aftenen når det er mørkt. Jeg har flere gange vækket min mor, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at ligge alene og være vågen. Pludselig er der lyde alle vegne og jeg er sikker på, at der lister folk rundt i huset. Jeg kan også blive bange for folk jeg kender. Fx var jeg i sommerhus med mine forældre og vi kørte en tur i bilen om aftenen (i fuldstændig mørke). Pludselig holdte min far ind til siden for at stige ud af bilen og bare stå og kigge ud over havet eller hvad det nu var, han ville.. Sådan noget kan skræmme mig helt vildt, uden jeg kan forklare hvorfor. Jeg føler, at jeg har mistet mig selv. Jeg har svært ved at huske, hvordan jeg plejer at være, jeg føler ikke, at jeg har nogen humor eller glæde tilbage... Men jeg kan heller ikke lide at sige noget til mine forældre om, at jeg er bange for at have stress eller depression, for jeg er bange for, at det bare er noget jeg bilder mig ind og en fase jeg bare skal have overstået. Kunne det tyde på stress/depression? Eller skal jeg bare slappe af og lade det gå over af sig selv igen? Mange gange undskyld for den laaaange tekst, men syntes bare det var vigtigt at få det hele med...