Smerter ved afføring?
Smerter ved afføring?
Jeg skriver herind, fordi jeg i de seneste par uger har, som overskiften fortæller, haft smerter ved afføring. Frygtede som det første, at det kunne være en hæmoride, men har læst at man ikke får hæmorider så ung? Der stod at man højst ville risikere at få det i 20'erne.
For hvert toiletbesøg begynder det at bløde mere. Igår var der kun en smule blod på papiret og idag var papiret helt fyldt op med blod. Har læst inde på nettet, at hvis det er en hæmoride, så "sprøjter" det som regel med blod? Og det gør det ikke med mig. Eller ihvertfald ikke lige nu, ved jo ikke om det ændrer sig. Ihvertfald, så er jeg mega bange for hvad jeg skal gøre ved det her. Er begyndt at spise mindre, så jeg ikke behøver at gå på toilettet så meget.
Jeg bliver så pinlig og føler mig så klam, især når jeg er i så ung. Det er jo meget usædvanligt at få det som 13-årig og jeg føler at det er mig der er noget galt med. Men ja, som sagt går det mig rigtig meget på. Som det første, vil jeg lige høre om det muligvis bare kan gå over af sig selv? Jeg vil ihvertfald virkelig virkelig undgå at fortælle min mor eller læge det.
Har i nogle ideer på hvad det kan være og hvordan jeg kan stoppe det?
Hej med dig!
Mange tak for dit spørgsmål!
Afføring kan være et svært emne at tale med andre om, derfor er jeg glad for, at du har skrevet til mig. Husk, at for en læge er afføring meget almindeligt at tale om, og ikke noget vi synes er pinligt eller ulækkert.
Jeg kan forstå, at der kommer blod når du har været på toilettet og har afføring, og at du nu er begyndt at bløde mere. Det er rigtigt, at hvis man har en hæmoride kan det sprøjte på toiletkummen, og man kan nogle gange mærke hæmoriden med fingeren som en lille udposning. Nogle gange sidder hæmoriden lidt længere oppe, og så sprøjter det ikke med blod, men så kan man bare se det på papiret når man tørrer sig. Hvis man har haft hård mave, så kan man godt lave en rift i slimhinden i tarmen. (Hvis man har analsex, kan det også give rifter i endetarmen)
Den kan bløde og svie når man har afføring. Det er vigtigt (hvis man har en rift eller en hæmoride) at man ikke har hård mave, men at ens afføring er blød, så man ikke skal trykke så hårdt for at få den ud. Man kan gøre afføringen blød ved at spise svesker, groft brød origeligt med vand. På din historie lyder det som om, at du har en rift i slimhinden. Prøv med de råd jeg er kommet med, og hvis ikke det hjælper i løbet af de næste par uger, så synes jeg, at du skal prøve at ringe til din læge. Hvis ikke du har lyst til at dine forældre skal vide noget, så er jeg sikker på, at I kan holde det mellem dig og din læge.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig, ellers må du endelig skrive igen.
Mange hilsner
Marie