Jeg er en sund kvinde på 26 som har det godt psykisk nu, men døjer med vedvarende forstyrrelser i min søvn. Det skal lige siges at min barndom og mine teenage år var meget barske og jeg havde oplevelser som resulterede i at jeg fik klaustrofobi samt var/ er angst for helt mørke rum (hvor jeg ikke kan se en udvej) Den dag i dag er min angst nærmest væk. Så længe der bare er en lille smule månelys - eller jeg har et lys i nærheden, er jeg slet ikke bange. Tidligere i livet bestod mine søvnproblemer af at jeg skreg højlydt i søvne, gik i søvne, snakkede i søvne, og konstant vågnede op mange gange af et gisp. (Nærmest som om jeg havde glemt at trække vejret) samt rysten og hjertebanken. Hvis jeg vågnede i et mørkt rum dengang, ville jeg skrige og lede efter en udvej. Den dag i dag følger søvnforstyrrelserne mig stadig men er dog knap så ekstreme som tidligere. Jeg vågner stadig nogle gange med et gisp om natten og ryster, skærer tænder og snakker i søvne. Jeg har også før rejst og sat mig op i løbet af natten, og en enkelt gang hoppet over min kæreste på den anden side af sengen. (Altså i søvne hoppet over ham i sengen og landet på gulvet.) jeg synes det er uhyggeligt og det bekymrer mig også om det er farligt? Kan jeg gøre noget? Hvad kan det være?