Jeg har skåret i mig selv siden august sidste år. Grundene er mange... Når jeg skærer i mig selv følger jeg mig ekstatisk. Uden at have prøvet det, tror jeg at det nærmest er på niveau med følelsen af at blive "høj".. Jeg kunne cutte mens jeg grinte og græd på samme tid. Det var en måde hvorpå jeg kunne flygte væk fra alting, bare for et par sekunder. Jeg var fri for alle de negative tanker, smerter og følelser, som hele tiden plager mig. Jeg var fri. Det er den mest vanedannende følelse i verden. Den bedste del af det var, at kun jeg, kunne bestemme hvor ondt det skulle gøre. Det kunne gøre så ondt som jeg ønskede det, eller overhovedet ikke. JEG kontrollerede det. Jeg er nået til det punkt hvor jeg virkelig har indset hvor vigtigt det er at jeg stopper. Jeg føler mig hæslig hver eneste gang jeg har gjort det. Problemet er bare, at jeg ikke snakker med min mor. Min far rejser hele tiden, så kan hverken finde tid og sted til at få noget fortalt. Desuden er jeg den stille type som holder kortene tæt indtil kroppen. jeg er typen der ikke siger meget, holder alt inde i mig selv. Den eneste jeg føler mig 100% tryk og sikker ved, er min kontaktlære -og gymnastiklære, fra efterskolen sidste år. Jeg ser hende stadig, da hun træner mig til gymnastik. Hun er den eneste jeg føler jeg kan snakke med om problemet, men jeg er ikke typen der tager intiativet til at få sagt sådan noget. Jeg har overvejet at bære en tshirt til næste gymnastiktræning og håbe på at hun opdager mit utal af ar. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal sende et signal om at jeg har brug for hjælp. Alt hvad jeg ved er at jeg ALDRIG kan få mig selv til at gå til hende og sige "hey jeg skærer i mig selv, hvad skal jeg gøre".