Menstruation hver 3. uge

brevkassespørgsmål

Menstruation hver 3. uge

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 14 år 8 måneder siden

Hey. Jeg fik min menstruation da jeg var 13½, nu bliver jeg 18 her om to måneder, så jeg har altså haft min menstuation i lidt over 4 år, og den var også begyndt at blive rimelig regelmæssig hver 28. dag, efter omkring 3 år. Problemt opstod da jeg derefter tabte mig 6 kg. over ikke ret lang tid, og røg fra 59 kg. til 54 kg. (er 172 cm. høj), hvilket gjorde mig lidt undervægtig, af hvad jeg har forstået. Min menstruation forsvandt i 3-4 måneder pga. det, men kom igen da jeg kom op og veje 57 kg. igen. Siden da har min menstruation ligget hver 3. uge, og det er skide irriterende at den kommer efter ca. 21 i stedet for 28 dage. Jeg har læst at den kun på svinge mellem 25 - 30 dage, og derfor vil jeg gerne vide om det er rigtigt, og om jeg bør gå til læge, eller det ikke er noget jeg skal tænke videre over? Det skal lige siges at jeg ikke tabte mig bevidst, men ubevidst bare spiste mindre. Vil egentlig også gerne vide hvad en normalvægt ca. vil være for en på 172 cm.? Jeg får nemlig ofte at vide at jeg er ret tynd, og det synes jeg ikke selv, synes jeg er ret normal.

Svar: 

 Hej.

Du har fat noget af det rigtige, når du selv lægger mærke til dine menstruationer og sammenhængen med din vægt, for det hænger nemlig meget sammen.

Lad os starte ved vægten:

vi er jo alle forskellige, men for at få et overordnet sammenligneligt mål bruger man det der hedder BMI - Body Mass Index, som er vægten divideret med højden i anden potens. Dette mål siger man egentligt først gælder fra man er omkring 18 år (og hvis man ikke er gravid) men det er en god tommelfingerregel og kan godt bruges som sådan når man næsten er 18 år.

I følge Body mass indexet er man normal vægtig hvis man ligger mellem 18,5 og 25.

Du ligger med din nuværende vægt på 57 kg på 19,3. Da du vejede 54 kg var du helt nede på et BMI på 18,3. Du var altså, efter du havde tabt dig, i følge body mass indexet undervægtig. Nu, efter du er kommet lidt op igen, ligger du i den nedre del af normal-området. Det er vigtigt du passer på at holde dig i den rigtige ende.

Kroppens fedt producerer kvindeligt kønshormon og især hvis man bliver undervægtig vil man opleve, at ens menstruationer kan forsvinde eller der kan gå meget langt i mellem fordi der ikke er fedt nok til at producere tilstrækkeligt kvindeligt kønshormon. Det er selvfølgelig et problem hvis man gerne vil være gravid for eksempel, men det har også andre konsekvenser. For eksempel har knoglerne også brug for kvindeligt kønshormon og hvis man bliver meget undervægtig kan man risikere, at udvikle knogleskørhed i en ung alder!!

Nu er dine menstruationer heldigvis kommet igen, selvom du godt nok oplever det som lige tit nok. Menstruationer kan svinge meget og det er et ret overordnet interval det du nævner. Det betyder ikke at der er noget galt, fordi dine menstruationer kommer oftere. Derfor kan det jo godt være generende. Mange vælger, hvis det generer dem, at gå til deres egen læge og få deres menstruationer reguleres ved hjælp af p-piler. Mange vil bare gerne vide, at det ikke er et udtryk for sygdom og kan derefter leve videre med det som det er. Mange gange regulerer det sig igen hen ad vejen, men der er dog ingen garantier for at det sker.

Håber det var svar nok på dit spørgsmål.

Mange hilsner, Susanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program