Ingen mens

brevkassespørgsmål

Ingen mens

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 8 måneder siden

Hej 

!!har en del spørgsmål!!

Jeg er en pige på 15 år, der er lidt bekymret omkring min sundhed og sådan. Jeg har på det sidste tabt mig en smule (omkring 3 kg). Jeg er begyndt at træne rimelig meget og prøver at spise sundt, men jeg synes ikke, det er en stort problem, selvom både mine forældre og veninder har udtrykt en smule bekymring overfor mig. Men jeg er derfor også begyndt at være en smule nervøs for, om jeg har en lille spiseforstyrrelse. Jeg har kvalme stortset hver aften, og det ender som regel i, at jeg får sure opstød med mad, som jeg spytter ud i toilettet.. Jeg har også noglegange haft tanken, at jeg bare burde lade være med at spise. Men det har jeg dog ikke gjort, for jeg ved godt, det ikke hjælper noget!

Mit næste problem er, at jeg ikke har haft min menstruation i næsten 2 måneder nu, og sidst jeg havde den, var der også gået langt tid siden den sidste + den varede meget kort, næsten ingen blod og næsten ingen smerter. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med ovensående, eller om det er helt normalt..

Mit sidste problem kan I nok ikke hjælpe mig så meget med, men det er, at jeg sammenligner mig utrolig meget med andre, specielt mine veninder. Hver gang jeg er sammen med dem, får jeg det bare rigtig dårligt, fordi jeg ved, jeg ikke ser ligeså godt ud, ikke har en lige så lækker krop, lækkert hår osv osv, og det gør mig ekstremt deprimeret noglegange. Når jeg er alene, kan jeg godt tænke, at jeg ser godt ud og sådan, men så snart jeg så er sammen med mine veninder, får jeg det bare dårligt igen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere.. 

Jeg ved ikke, om det er noget, I kan hjælpe mig med, men ja, på forhånd tak!

Svar: 

Kære du

Sikke en masse tanker og spørgsmål omkring din krop. Det er dejligt for mig at høre, at du mærker efter og tænker over hvordan du selv og din krop har det. Så kan vi, som læger, nemlig meget bedre hjælpe dig.

Først din vægt og din træning. Et almindeligt forhold til kost og motion vil betyde at man spiser sundt og dyrker motion, men at det ikke fylder noget hele tiden. At man ikke hele tiden tænker på det. Hvis du tænker meget på din træning, din vægt og din kost, så kan jeg godt forstå at dine forældre og veninde bekymrer sig. Sure opstød med mad du spytter ud i toilettet, lyder for mig som en lille opkastning. Det er ikke sundt at opleve sådan noget med mindre man er meget syg eller har maveinfektion. Så jeg synes du skal snakke med dine forældre om det. Spørge dem hvorfor de er bekymrede og måske fortælle dem, at du selv har overvejet om du kunne have en spiseforstyrrelse. I kan få gode råd hos din læge, som også kan undersøge dig og finde ud af hvordan han/hun kan hjælpe dig. Det er kun rigtig godt. at du når at få hjælp inden det bliver værre. For så kan det være svært at komme ud af igen.

Med hensyn til din menstruation, så kan det sagtens have noget at gøre med din vægt, din træning og din kost. Når man belaster sin krop med træning og vægttab, så sparer den på energien. Så får man f.eks. ikke menstruation. Derudover så kan man godt hoppe en menstruation over ind imellem uden at det betyder noget. Men hvis den ikke kommer næste gang, så synes jeg virkelig du skal overveje at gå op og snakke med din læge. For hvis din træning og din vægt gør at menstruationen ikke kommer, så er det vigtigt at du får nogle at snakke med.

Og så med veninderne og sammenligningen. Det kan jeg godt forstå, at du synes er svært. Der er sikkert mange piger i din alder, som sagtens kan genkende det du beskriver. Og det er også okay at man er usikker og synes veninden har smukkere hår end man selv har. Men det skal ikke gøre at du føler dig deprimeret og bliver ked af det. De kigger sikkert også på dig og misunder noget, som du har. 

Alt i alt, så synes jeg det er vigtigt du får snakket med dine forældre og din læge omkring de her ting. For den manglende menstruation kan sagtens hænge sammen med vægten og træningen. Og vægten, kosten og træningen kan hænge sammen med en spiseforstyrrelse, som kan hænge sammen med din manglende selvtillid, når du sammenligner dig med dine veninder. Din læge kan hjælpe dig med flere ting. Dels med at finde ud af hvordan din krop har det, men også med at få snakket med nogle piger, som er i samme situation som dig. Det hjælper.

Håber du kunne bruge mine svar og at du får det bedre.

Mange hilsner fra Line  

Line har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program