Hæmoride

brevkassespørgsmål

Hæmoride

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 13 år 6 måneder siden

Hej, Jeg har fået en udvendig hæmoride, og synes simpelhthen det er så pinligt. Jeg kan slet ikke holde tanken ud om at skulle til lægen. Hvorfor får man sådan en, og er det ikke vildt tidligt jeg har fået det? Kan det skyldes, at jeg har lidt at bulimi, og har presset meget, når jeg skulle kaste op?

Svar: 

Kære du.

Godt du skriver ind - jeg kan sagtens forstå, du ikke synes det er særlig sjovt. Jeg skal prøve at hjælpe dig så godt jeg kan :-)

Hæmorider skyldes at tarmslimhinden bliver løs, så den sammen med de underliggende blodårer bevæger sig mod endetarmsåbningen. Nogle er indvendige, mens andre som din er udvendige.

Hæmorider kan skyldes mange ting og ses i alle aldre. Dog er de mest hyppige i den ældre del af befolkningen, hvor halvdelen af folk over 50 år har dem. Ofte sættes de i forbindelse med øget tryk som hos gravide kvinder, folk med forstoppelse eller hos folk med dårlige toiletvaner (hvis man f.eks presser rigtig meget). Når man kaster op skaber det ganske rigtigt et forøget tryk, så jeg kan ikke udelukke, at bulimien har medvirket til udviklingen af hæmoriden. Det kan også være, at du i forbindelse med bulimien har haft lidt problemer med maven, som er årsagen til hæmoriden i stedet for opkastet?

Hvis du vil have den væk og med bedste råd og vejledning, så er det nok umuligt at undgå lægen. Din læge ser dem til gengæld dagligt og tænker ikke på det som nogen pinlig ting. Jeg tror du vil blive glad for det, når den er forsvundet :-)

Du kan selvfølgelig også prøve at ændre toiletvaner og få gang i fordøjelsen først og se om det hjælper - det gør det hos nogle.

Håber du kan bruge mit svar.

Held og lykke og rigtig god sommer :-)

Mange hilsner Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program