Hvor sikker kan jeg være på, at jeg ikke er gravid?

brevkassespørgsmål

Hvor sikker kan jeg være på, at jeg ikke er gravid?

brevkassespørgsmål af
Mig
16 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

Hej

Jeg sidder og er i tvivl, om jeg kan være gravid. For ca. 7-8 uger siden, havde jeg sex med min kæreste (og har ikke haft det siden). Jeg er på p-piller, og har været det i et halv år, hvor det hele har fungeret fint, og jeg tager pillerne til tiden. Få gange har vi haft sex, hvor han er kommet oppe i mig, uden kondom. Det skete så også denne gang, for 8 uger siden. En uge efter havde jeg min pause, hvor jeg fik min blødning. Men i løbet af sommerferien blev jeg bange for, om jeg kunne være gravid. Jeg syntes/synes min mave er blevet lidt større nederst. Men måske er jeg bare oppustet? Jeg er en forholdsvis slank pige normalt. Jeg var simpelthen så bekymret, at jeg efter 4-5 uger tog en test (den fra apoteket). Der var en svag svag svag svag svag rosa streg. Den var så utydelig, at jeg ikke tænkte det betød noget, så jeg åndede lettet op. Nogle dage efter fik jeg min pause-blødning igen. For en uges tid siden tog jeg en test igen, for at være helt sikker, og den var helt blank hvid. Negativ. Men synes bare stadig min mave ser underlig ud... 

Er det helt ude i skoven at tro, at jeg er gravid? Det burde jeg jo ikke være, når jeg har fået blødning... Men jeg har hørt om piger på p-piller som er blevet gravide, og ikke opdagede det, fordi de stadig blødte. Mens på p piller er jo en "falsk" mens, da man ikke får ægløsning. Kan det være tilfældet at jeg er gravid, men mine blødninger kommer alligevel? Eller skal jeg stole på de to tests? Jeg har en mere, som jeg overvejer at tage, for at være helt 100% sikker. Jeg frygter så meget at være gravid, det ville ødelægge alt.

Håber ikke det var for forvirrende at læse.

Tak

Hilsen mig

Svar: 

Kære "mig".

Mange tak for at du skriver ind til brevkassen med dit spørgsmål! Det er rigtig flot af dig at tage din bekymring alvorligt og dermed selv tage kontakt til os. Jeg kan sagtens forstå din bekymring, det er en meget stor livsændrende begivenhed hvis man pludselig bliver gravid.

Først vil jeg gerne rose dig for, at det lyder som om at du har gjort alt det rigtige og gør dig nogle gode overvejelser. Godt I har besluttet, at beskytte jer nu hvor I er blevet seksualt aktive i jeres forhold. Jeg forstår det sådan at du fast tager P-piller og har meget godt styr på at tage dem som du skal, og ved siden af så bruger I normalt kondom. Kondom er jo den eneste måde at sikre sig mod kønssygdomme og en meget god beskyttelse mod graviditet, og derfor er det altid en god ide at bruge det. Men P-piller kan sagtens bruges alene som beskyttelse mod graviditet, da de er et af de mest effektive præventionsmidler der findes. Og som du rigtigt nok beskriver så forhindre de ægløsningen i at finde sted og derved muligheden for at blive gravid.

Du har helt ret i at der ikke er nogen beskyttelse der er 100% sikkert, et kondom kan f.eks gå i stykker og på p-piller kan man risikerer at få ægløsning alligevel, dette sker dog MEGET sjældent og er oftest fordi man ikke har taget dem rigtigt.

Som jeg forstår det, har I haft sex for ca 8 uger siden; efter 1 uge fik du din menstruation; ca 1 måned efter samlejet tog du en graviditets test som måske var svagt positiv, og så fik du så din menstruation igen; hvor efter du tager en ny test som er negativ. Det lyder derfor som om at din cyklus er helt regelmæssig og normal, altså du tager dine p-piller i ca 21 dage og får derefter din menstruation, som normalt, når du holder pause. 

Når man er gravid vil kroppen fortsætte med at producere de hormoner som p-pillerne giver, og man vil derfor ikke få sin menstruation som normalt. Man kan godt risikerer at få pletblødninger som gravid, men de vil typisk slet ikke være så kraftige som en menstruation.

Det lyder derfor ikke som om at du er gravid, men at du har beskyttet dig rigtig fint. Den negative graviditets test bakker også op om at det nok var "falsk alarm", da den som regel vil være MEGET positiv hvis du var 8 uger henne i din graviditet.

Hvis du stadigvæk er meget nervøs for at være gravid, så kunne du jo tage den sidste test eller gå ned til din læge og få ham til at teste dig (også med en urinprøve). Men umiddelbart tror jeg ikke du skal være nervøs :)

Mht din let oppustede mave, kan der også være mange andre årsager til det. Det kan være du har fået lidt mere at spise og slappet godt af i sommerferien (hvilket jo er helt normalt) og at den nok skal "falde på plads" når du så småt begynder på din hverdag igen. Nogen oplever også at blive oppustede når de har deres menstruation, det oplever jeg bl.a. ofte selv hvor den nederste del af maven "fylder" lidt mere, dette falder normalt til ro når ens menstruation er ovre igen :) Men hvis du er bekymret for det, så synes jeg at du skal kontakte din læge som evt kan kigge på dig og snakke med dig om det.

Jeg håber det var svar på dine spørgsmål, ellers så må du endelig skrive igen!

Mvh Julie

JulieBs billede
Julie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program