Hvem er jeg?

brevkassespørgsmål

Hvem er jeg?

Hej, jeg er en pige. Jeg ved ikke hvem jeg er? Jeg kan bilde mig selv ind i al vederens ting. Det næste sekund kan jeg bilde mig sig selv ind i, at jeg er et barn med særlige forudsætninger eller sådan noget. Når jeg så gøre det, så gøre alt for det. Det er lige før folk tror jeg er det. Jeg indsamler så informationer omkring interessen, og memorer det. Derefter så er jeg forandret. Det er ret mærkeligt. Men, jeg har så mange interesser og vil uddanne mig til alt. Når jeg bilder mig selv ind i ting, taler jeg med mig selv, taler om den nuværende interesse og alt muligt. Jeg er ikke skør, det ved jeg. Der var også dage hvor jeg bildte mig sig ind i at jeg havde sociale problemer, tidlig udviklet sprog, intelligens, autisme, anderledes, aspergers syndrom og mange andre ting... I skole går jeg ikke med nogen i pauserne. I pausen lave jeg lektier og nyder at være alene. Plus, Jeg har ingen interesser for nogen. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Så er jeg også følsom overfor kritik. En dag i forældresamtale sagde min lærer, at min opgave kunne have været i top, hvis bare jeg havde rettet den. Jeg kæmpede med at ikke lade tårene løbe ned ad kinderne. Alting kommer automatisk, selv har jeg ikke været klare over min situation, dog tog det mig også tid at forstå at dette ikke er en indbildelse. Kort sagt er spørgsmålet: Hvad er der galt med mig? Hilsen, Pigen

Svar:

Hej med dig

Mange tak for dit brev. Dit spørgsmål overlappede lige der hvor vi satte brevkassen på sommerferie og derfor svarer jeg, Erroll - koordnator i Cyberhus på dit spørgsmål.

Det er jo et rigtig spændende spørgsmål: Hvem er jeg? Jeg er sikker på, at de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv stiller det spørgsmål.

Når man begynder at blive teenager er det helt normalt at tænke rigtig meget over alle de ting du skriver. Det kan godt være lidt svært, fordi det kan føles som om ens følelser og tanker pisker rundt i hovedet og det ene øjeblik kan man blive helt vildt ked af det og andre gange kan man blive bange og nervøs over om man er okay. Det er helt normalt.

Men der er en ting der er vigtigt, og det er at man snakker om dem og spørger nogle voksne, når man synes det bliver lidt for indviklet. Og det gør du her i brevkassen og det vil jeg gerne rose dig for, super godt gået.

Når du fortæller hvordan du har det og snakker med en voksen om det, så er det nemlig den bedste måde du lærer dig selv endnu bedre at kende. Det er også vigtigt, fordi hvis du går rundt med alle de tanker som kan være svære at forstå inden i, så kan de godt vokse nede i maven og blive endnu mere uoverskuelige.

Jeg har et forslag til dig, som jeg synes du skal prøve af. Prøv at fortæller de her ting, til nogle voksne som kender dig rigtig godt, fordi de kan bedre snakke med dig og hjælpe dig med at besvare alle de spørgsmål om livet som du går rundt med. Først synes jeg du skal prøve at vise dine forældre det du har skrevet til mig eller bare fortælle dem om det, måske kunne det være rigtig rart for dig, for de har jo også været teenagere engang.

En anden person som kunne være rigtig god er en god lærer. En lærer er vant til at snakke med børn og de ved rigtig meget om alle de tanker en ung teenager begynder at have.

Jeg tror at du sammen med dem, kan finde den bedste vej fremad og om du vil få noget ud af at snakke med din egen læge.

Hvis du nu går rundt og ikke rigtig synes der er nogle voksne som du kan dele alt det her med, så kig forbi chatten her i Cyberhus. Her sidder der også voksne som gerne vil lytte og prøve at hjælpe. Og det er jo næsten som at snakke, så de kan spørge dig om ting, snakke med dig om de tanker du har og måske hjælpe dig med at finde nogle gode måder at arbejde videre med det, så det bliver sjovere og nemmere for dig.

Håber du kunne bruge mit svar

Venlig hilsen

Erroll - Cyberhus

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål