Hudlapper omkring skedeåbning

brevkassespørgsmål

Hudlapper omkring skedeåbning

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Hej.

Jeg er lidt bekymret fordi jeg har de her lyserøde hudlapper (lidt aflange, ligner lidt patter på en kat, hvis det giver mening) i min skede. De går ligesom i et med resten af skeden. De gør ikke ondt, men de er irriterende, når jeg barberer mig. Jeg synes de er klamme og jeg ved ikke hvad det er. Har undersøgt kønsvorter, men det er det ikke. Det ville heller ikke give mening. De virker bare malplacerede.

Svar: 

Kære dig,

Tak for dit spørgsmål. Jeg har forsøgt at google mig frem til hvordan "patter på en kat" ser ud, men jeg er ikke helt overbevist om at have fundet det du mente. Derfor er besvarelsen lavet ud fra de ting, der kan give flapper omkring skamlæberne.

Kønsvorter: Du skriver at du har undersøgt kønsvorter, men kønsvorter kan se ud på mange måder. Der findes nogle der er helt flade, og så findes der nogle der ligner blomkål. Diagnosen skal stilles af en læge, der kigger på dem, og eventuelt pensler dem med noget bestemt, så de bliver endnu mere tydelige. Kønsvorter er helt ufarlige, men kan være kosmetisk meget generende. Behandlingen er ligesom med fodvorter mangfoldige, og skal udføres af en læge eller efter samtale med en læge. Ofte er behandlingen frysning, ætsning, beskæring eller lignende. Kønsvorter er en sexuelt overført sygdom (virus) som smitter ved sexuel kontakt. Selvom man bruger kondom kan man godt blive smittet af kønsvorter, hvis de sidder et sted, hvor kondomet ikke dækker! Hvis man er så uheldig at få kønsvorter, så kan man trods alt glæde sig over at de hyppigst forsvinder igen, når man kommer over 30 års alderen (ligesom fodvorter).

Bartholin's cyste: De Bartholinske gange, er nogle kirtler der sidder nede ved skedeindgangen, i den ende længst bagud mod endetarmen. De udførselsgange kan sommetider bliver stoppet til (lidt ligesom bihulerne i hovedet), og så vokser de, og kan ende med at gøre ondt. Hvis der går betændelse i sådan een, så får man en byld, og det kan være meget smertefuldt, og kræver kirurgisk behandling.

Fibrom i Vulva: Man kan have sådan en slags "arvævs-knuder", som er ganske ufarlige, men som kan være mere eller mindre kosmetisk generende. Det er som regel ikke noget man skal behandle, men vælger man alligevel at behandle dem, så gøres det ligesom med vorterne.

Kræft i skeden: Meget sjældent, og rammer så godt som aldrig børn og unge. Det giver ofte smerter, og der kommer blødning derfra.

Sidst men ikke mindst, så kan det være dine helt egne naturlige skamlæber. Skamlæber er forskellige fra kvinde til kvinde, og der er ingen der ser helt ens ud. Mange kvinder er meget bevidste om deres skamlæber, og mange er ligefrem kede af den måde de ser ud på. Det skyldes ofte at der er en hel masse porno rundt omkring os, og disse kvinder føler ikke at de kan sammenligne sig med de kvinder, de ser i pornofilmene. MEN BARE ROLIG, sandheden er at skamlæberne ikke kan være forkerte. Og lige så mange forskellige skamlæber der findes, ligeså forskellige holdninger har mænd og kvinder til, hvad det perfekte er. Og det understreger netop, at alle er perfekte. Og når det kommer til kærlighed, så betyder det absolut ingenting, hvordan man ser ud dernede, men mere hvordan I har det sammen. 

Hvis du ønsker en mere konkret diagnose på hvad du fejler, så skal du kontakte din egen læge. Han/hun vil enten selv kunne foretage en gynækologisk undersøgelse, eller henvise dig til en gynækolog, der kan undersøge dig. Som ung kvinde, i fødedygtig alder, og med et aktiv sexualliv, kan det være en god ide at passe på sig selv, og gå til lægen når man er i tvivl om ting og sager fra skeden, livmoderen, skamlæber osv. Det kan være svært at tale med andre om, og lægen har set 10.000 før dig, og er vant til at gøre det. Han/Hun vil formentlig hurtigt kunne stille diagnosen bare ved hjælp af synet. Man kan ikke selv kontakte en gynækolog uden en henvisning fra sin egen læge, så hvis du har en mandlig læge, og ikke ønsker at han skal undersøge dig, så bed venligt om det ikke er muligt at få en henvisning til en gynækolog. Det vil i de fleste tilfælde kunne lade sig gøre, eller han kan have en kvindelig kollega, der kan være med inde til undersøgelsen.

Jeg håber at du fik svar på dit spørgsmål, og jeg takker for oplevelsen med at kigge efter "katte-patter" på nettet.

Mvh David

Davids billede
David har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program