Hud

brevkassespørgsmål

Hud

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 13 år 11 måneder siden

hej. jeg har lige et lille kort spørsmål, hvordan finder man ud af om man har fedtet/normal eller tør hud?? helst uden at skulle gå til kostmetolog, mine forældre siger det er meget dyrt.

Svar: 

Hej med dig

Jeg går ud fra du spørger, fordi du gerne vil vælge f.eks. en creme eller et renseprodukt der passer til din hud. Hvis du har meget uren hud, og med det mener jeg mange bumser (røde og gule, med noget der ligesom kan presses ud) som generer dig meget, så kan din læge hjælpe dig med noget creme der er lidt skrappere end det man selv kan købe, og så er det også på recept. Men det er som sagt kun nødvendigt hvis du er meget plaget af bumser, som du har svært ved at få bugt med, men de fleste oplever jo at have en bums eller flere med jævne mellemrum, og det er helt normalt når man er i puberteten.

Nå, det blev vist en lang smøre, tilbage til dit spørgsmål:) Du kan faktisk selv finde ud af om din hud er specielt tør eller specielt fedtet blot ved at kigge dig i spejlet. Hvis du har tør hud, vil din hud have let ved at tørre ud specielt i panden og især om vinteren. Så kan man bruge cremer der indeholder mere fugt. Det bedste er at finde en der er uden parfume og parabener, fordi tør hud ofte også er sart hud. Fedtet hud viser sig ved at man nemt kommer til at "skinne" lidt i bestemte områder i ansigtet, i det man kalder T-zonen, som er panden, næse og evt. også på hagen.

Så skal man bruge en creme der er lidt mindre fed. Det er også vigtigt at man bruger en mild rensecreme (og helst uden alkohol) og ikke vasker ansigtet for ofte, da man så risikerer at affedte huden så den producerer endnu mere fedt end før. Normal hud er en mellemting, de fleste har lidt mere fedtet hud på og omkring næsen og panden, det er helt normalt.

Håber du kan bruge mit svar!

Hilsen Helene

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program