Hjertet eller hvad kan det ellers være?

brevkassespørgsmål

Hjertet eller hvad kan det ellers være?

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 8 år 6 måneder siden

Jeg har over en længere periode oplevet at mit hjerte nogle gange slår hårdt når jeg slapper af, det er ubehagligt lige i stauationen men efterfølgende er der ikke mere i det, jeg kan opleve det flere gange om dagen, men der kan gå nogle dage imellem. 

- Men her for 3 dage siden oplevede jeg at jeg en enkelt nat at, jeg vågnede flere gange om natten, og mit hjerte bankede en smule hurtigt, jeg tænker det måske var fordi man stresser sig selv over man ikke kan sove, men efter den nat hvor jeg lige fik knap 3 timers søvn på over et døgn, har jeg oplevet at min krop er utrolig tung, selvom jeg i de efterfølegende nætter skruede op for min søvn, så jeg kunne få indhentet det søvn jeg ikke fik den nat. Når jeg sidder ned og slapper af oplever jeg ikke det helt store, og jeg er vandt til at cykle små 10 km et par gange om ugen, men i de sidste to dage har jeg oplevet at der skulle en del mindre til før min puls stiger, og jeg får det en smule dårligt, det skal lige siges at jeg har pulsbælte på under cykling, hvor jeg har kunne se der skal mindre til før jeg stiger i puls, men jeg kan også mærke jeg hurtigere bliver forpustet, og at min krop føles tung, og samtidig før jeg det en smule skidt. Mon det er hjertet den er helt gal med, eller hvad er den mest sandsynlige grund? :/

Svar: 

Hej med dig.

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan forstå at du over en længere periode har oplevet forskellige gener fra din krop og spekulerer på om det er dit hjerte den er gal med. Lad os prøve at tage det lidt fra en ende af.

Du beskriver at du nogengange føler at dit hjerte slår hårdt, men ellers ikke har andre gener. Som regel er det du beskriver fordi man har nogle ekstraslag som bevirker at hjertet efter ekstraslaget fyldes med lidt mere blod og derfor føles det som om det slår hårdere. Det er en helt ufarlig ting. Så sålænge du ikke oplever andet i forbindelse med de hårde hjerteslag, så er der ingen grund til at bekymre sig.

Derudover beskriver du, at du en enkelt nat sov meget dårlig og at dit hjerte bankede hurtigt. Du er selv inde på om det kan være stressbetinget. Umiddelbart er det jo meget usandsynligt at en ung mand i din alder skulle fejle noget med hjertet. Igen vil jeg sige, at hvis du ikke havde åndenød, svimmelhed eller ondt i brystet mens det stod på, så er jeg ikke så bekymret. 

Til sidst beskriver du at du ikke har den samme fysiske formåen mere og bliver hurtigere forpustet ved cykling og også er blevet en smule skidt tilpas. Det er svært for mig at sige hvad det kan skyldes. Der kan være mange årsager. Det kan være noget astma/allergi, en virusinfektion i kroppen eller måske bare noget træthed/stress. Jeg kan heller ikke med 100 % sikkerhed sige at det ikke er hjertet, men jeg vil sige at det er ret usandsynligt. 

Alt i alt synes jeg, at hvis du bliver ved med at være generet så skal du gå til din læge, som kan undersøge dig lidt og spørge mere ind til de forskellige ting og finde ud af om der skal iværksættes nogle undersøgelser.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen

Morten

MortenSs billede
Morten fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program