Hjertebanken, farligt? Svar hurtigt!

brevkassespørgsmål

Hjertebanken, farligt? Svar hurtigt!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Hejsa! Jeg har gået med hjertebanken i ca. 3 måneder nu. Jeg har hjertebanken hele tiden. Fra når jeg står op om morgnen til jeg går i seng om aftenen. Nogle gange banker mit hjerte mega hurtigt og andre gange er det bare sådan "uroligt" og banker på en unormal måde synes jeg. Samtiddig har jeg også lidt med at jeg har svært ved at trække vejret. Ikke sådan åndenød bare sådan at det er lidt hårdere at trække vejret end normalt. Jeg har været til lægen, han sagde at mit hjerte og puls bankede lidt for hurtigt og han tog også en blodprøve og mit blodtryk. Begge dele var helt fint og han sagde at han ikke var bekymret men han sendte mig alligevel videre til noget hjerteundersøgelse. Problemet er bare at der er 2 uger til og jeg går bare og bliver mere og mere bange doe hvad det er. Selvom lægen ikke var bekymret osv. er jeg det virkelig.. Det er så ubehageligt! Jeg har bare hjertebanken konstant! Jeg er jo kun 14 år så det burde jo heller ikke være noget alvorligt.. Kan du/i fortælle mig mere om hvad det kan være at jeg fejler? Har jeg måske astma eller er det bare fordi at jeg er i puberteten og min krop udvikler sig hurtigt? Håber du ved noget om det og kan fortælle hvad det måske kan være... :-) Kærlig hilsen den meget bekymrede!!:-(

Svar: 

Kære meget bekymrede!

Jeg kan sagtens høre, at du er nervøs og bange for, om du fejler noget alvorligt. Og det er rigtig godt, at du har været hos din læge til en vurdering. Din læge har undersøgt dig, og som du skriver, var din læge ikke bekymret, dvs at han ikke mistænker, at du fejler noget alvorligt.

Jeg kan ikke fortælle dig, om du fejler noget, og hvis du fejler noget, hvad det så er. Men jeg kan sige, at hvis din læge var bekymret for dig, ville han indlægge dig med det samme!
Noget andet der er vigtigt for mig, at fortælle er, at det er almindeligt at have hjertebanken. Man kan måske mærke at hjertet nogle gange banker hårdere, end det plejer. Hvis man er meget opmærksom på sit hjerte og tankerne går på, om der nu skulle være noget galt, er det helt naturligt at hjertet banker hurtigere og hårdere simpelthen fordi, man bliver nervøs. Så kan man samtidig få åndenød og måske også snurrende fornemmelse i fingrene. Hvis de symptomer kommer, fordi du er nervøs, er det ikke farligt, men derfor er det rigtig ubehageligt alligevel!

I den situation du står i nu, hvor du er så bekymret, synes jeg at det mest rigtige er, at snakke med din læge igen. Jeg synes også, at det er en god idé, at du fortæller dine forældre, at du er så bekymret.

Jeg synes, hvis det kan lade sig gøre, at du ringer til din læge, næste gang han har åbent, og så fortæller du ham, hvordan du har det. Hvis du har svært ved det, kan det være at dine forældre kan hjælpe dig med at snakke med din læge. Selvom din læge har undersøgt dig og sagt at det ser fint ud, og det helt ok at sige til ham, at du stadig er meget nervøs og bange, og at det er hårdt at skulle vente i 2 uger, før du kommer til undersøgelse.

Hvis du er i tvivl om, hvorfor han sender dig til en undersøgelse, så spørg ham om det. Det er ikke sikkert, at han kan få dig hurtigere til undersøgelsen, men det kan være at han kan berolige dig ved at fortælle, hvorfor han ikke er bange for at du fejler noget alvorligt.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner fra Kathrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program