Forskellige problemer...

brevkassespørgsmål

Forskellige problemer...

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg er i tvivl om, hvilken brevkasse jeg skal skrive til, da det omhandler flere forskellige ting…

Men altså jeg er en pige på 17. Mit liv har ikke ligefrem været en dans på roser.

De første fem år af mit liv levede jeg til lort op over begge ører… kan ikke rigtig snakke om min fortid, lige meget hvor meget den presser på…

Mine forældre har ikke rigtigt været der for mig. De har aldrig støttet mig, når jeg har haft allermest brug for det. De tænker kun på dem selv og på at presse mig til at klare mig godt i gym. Nogle gange overvejer jeg virkelig bare at provokere dem, med at få et 7 tal i karakter, men jeg har aldrig modet til at sige fra… m.m.

I gym. bliver jeg drillet pga. at jeg ikke drikker eller vil have noget med alkohol at gøre, jeg har ikke lyst til at skulle fortælle dem om nogle oplevelser jeg har haft i min barndom, hvor jeg har haft mange dårlige minder fra… De forstår ikke, mine årsager heller ikke, hvis jeg siger at det er pga. nogle private årsager.

 

Jeg har ikke lyst til at starte diskussioner med dem fra min klasse, men som regel er det altid mig som starter alle diskussionerne i klassen, da mine klassekammerater ikke forstår mig, men de ved jo som sagt heller ikke, hvad jeg har været igennem. Hver gang jeg kommer til at starte en diskussion i klassen, ender jeg altid med at jeg bliver nødt til at forlade klassen, fordi jeg bliver så ked af det, ved ikke hvorfor jeg bliver ked af det… men tror det har noget at gøre med at jeg altid har været meget følsom, hvis man råber af mig eller presser mig så kan jeg begynde at græde, men på en eller anden måde så kan jeg ikke græde når jeg er i skole, jeg lukker af på en eller anden måde.   

 

Kan huske en dag hvor jeg havde været med min veninde til en fest nogle dage forinden, kan faktisk ikke huske noget fra den aften/nat, ved bare at jeg vågnede uden noget tøj på og havde ondt forneden…

___________________________________________________________________________________________________________________________

Her på det seneste har jeg oplevet, at jeg har fået ondt omkring/ inde i venstre øje i form af hovedpine, forstår ikke hvorfor jeg får det, hvad det skyldes, har haft det flere gange, men har lagt mærke til at der går 2 mdr. imellem hver gang og at det varer mellem 2-4 dage hver gang.
Hvad kan det være og hvorfor får jeg det?

Hvad er egentlig grunden til at man får kramper, det er da det værste man kan få (foruden kræft og sådanne nogle ting). Har oplevet at jeg har fået krampe i hoften, mens jeg har redet… Hvad skyldes det? 

 

Jeg har også haft en følelse af ubehag efter at have spist noget, som om jeg har kvalme, kan jeg være gravid, selvom jeg ikke mindes at jeg har haft sex med nogle (bortset fra den aften/nat, som jeg ikke kan huske)…

Håber virkelig I kan hjælpe...

Hilsen Nanna

Ps. Håber ikke det er for forvirrende eller noget i den retning… havde bare brug for at komme ud med det.

 

 

Svar: 

Kære Nanna

Puha, jeg bliver da helt forpustet af at læse dit brev. Det lyder bestemt som om, at du har nok at bakse med og har mange bekymringer. Det til trods er det virkeligt godt gået at du spørger om hjælp.

Som du selv skriver, kan det være svært at vælge brevkasse og jeg svarer så godt, jeg kan, men jeg vil også anbefale, at du skriver til "Når det gør ondt inderst inde" eller måske på vores chat. Som din mail bliver mit svar også lidt langt, jeg har prøvet at give det overskrifter og så kan du jo tage det i etaper :-)

     __________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Ad alkohol og det mere følelsesmæssige: Jeg synes det er rigtigt sejt, at du står fast på ikke at drikke alkohol. At du ikke har lyst burde være grund nok. Det lyder som om, at du er kommet ind i en rigtig ond cirkel med dine klassekammerater og du mangler én/nogen til at bakke dig op. Jeg kan godt blive i tvivl om, hvilke diskussioner du mener, at du starter? Om det er i pauserne eller det er i timerne?

Måske kunne du tænke "de får ret og jeg får fred?" eller pyt? Selvom du godt ved, at de tager fejl og du ved bedre, kan det godt være nemmere bare at slå det hen. Evt. prøve at pakke de ubehagelige følelser sammen en en klump, som hvis du krøller papir sammen og "smide dem i skraldespanden" rent billedlig talt og så sige pyt. Samtidigt med at du trækker vejret dybt helt ned i maven (så den bevæger sig i 5minutter) til kroppen begynder at slappe af igen.

Når du skriver, at du vil provokere dine forældre med at få et 7-tal, antager jeg, at du normalt får 10-12 i karakterer. Det kræver jo normalt hårdt arbejde og at du er fagligt dygtig, men at du føler, at du mangler dine forældres anerkendelse? Kan du sige det til dem eller måske skrive et brev og fortælle, hvordan du har det - selvom du selv mærker det hele tiden, er du sikkert blevet rigtigt god til at skjule det og så længe du får gode karakterer og passer dine ting, så opdager de det nok ikke af sig selv. Nogle gange kan det være lettere at skrive et brev end at sige det direkte.

Ud fra det du skriver, er der ingen tvivl om, at du har det rigtigt svært og har brug for nogen at snakke med, er der nogen du selv kan komme i tanke om, der kunne være gode? Et familiemedlem/psykolog på gym/ studievejleder/en lærer/en ridelærer el. lign?

     __________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Ad festen - jeg bliver rigtigt bekymret, når du skriver, at du har været til fest, ikke kan huske noget, men er vågnet op uden tøj på og med ondt forneden. Når du ikke kan huske mere kan der jo være tale om voldtægt, et voldsomt ord, men det kan det jo være. Og ja du kan jo desværre godt være gravid. Du kan enten købe en graviditetstest eller gå til din læge og få taget en blodprøve. Da du er over 15år har lægen tavshedspligt overfor dine forældre med mindre du skal behandles, så blodprøven burde du kunne få taget uden de får noget at vide.

Det er også vigtigt du får snakket med nogen om din oplevelse ved festen og der er lægen et rigtigt godt bud. Din læge kan også henvise dig til noget hjælp, hvis I finder det relevant.

     __________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Ad hovedpine: For at kunne komme et klart svar om hovedpine, bliver jeg som læge nødt til at vide lidt mere. Meeen - hvis der er nogle af følgende, udover den er ensidig, kunne jeg godt mistænke Migræne (link)

- lys/lydfølsomhed - du kan ikke se fjernsyn/se på computer/ipad og vil helst bare ligge i et mørkt rum

- kvalme/opkast

- Søvn hjælper, fysisk aktivitet gør det værre.

- Migræne i familien

Migræne kan godt forværres af den kvindelige cyklus, stress, tristhed, dårlig søvn, ændring i spisemønster, væskeindtag. Hvis du inden øjensmerten/hovedpinen får nogle synsforstyrrelser (fx blinkende pletter) eller føleforstyrrelser vil jeg anbefale, at du allerede der tager smertestillende 1gram panodil (2stk) og 400mg ipren (2 stk fra håndkøb). Hvis det ikke er nok, kan du fra lægen få recept på migrænemedicin, hvis I kommer frem til at det er problematikken. 

     __________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Ad. kramper ordet kramper dækker over mange ting. Det du beskriver lyder som muskelkramper, det er ubehageligt, men ikke farligt. Formenteligt kommer det, fordi du sidder længe i den samme stilling eller belaster/spænder i musklen, her kan du overveje om din siddestilling under ridningen er behagelig (og korrekt i forhold til at få det bedste ud af hest/rytter samarbejdet). Personligt har jeg mest prøvet at få kramper i underbenet (læggen) og mavemusklerne, men krampen forsvinder, hvis man laver et modstræk.

Den slags kramper sker lokalt i musklen og er ikke den samme slags kramper som epilepsi, der udløses fra hjernen. Så igen, det er ubehageligt, men du skal ikke blive bange/bekymret.

     __________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Kære Nanna - det bedste jeg kan anbefale er, at du kontakter din læge, jeg håber det er en sød en af slagsen, eller, hvis I har en psykolog eller studievejleder på gymnasiet, der kunne rar at snakke med. Hvis du vælger lægen, kan I også få fulgt op på de fysiske problemer med smerterne og kvalmen og du bliver nødt til at finde ud af om du er gravid.

Og nej - det er ikke forvirrende - det er super flot, at du forsøger at søge hjælp :-) og jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner

Eva

Evas billede
Eva fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program