Fodvorter

brevkassespørgsmål

Fodvorter

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 7 år 2 måneder siden

Hej

Jeg har en kæmpe stor, og klam, fodvorte på min hæl. Der er næsten sådan hel hul ind i hælen. Det er så klamt, og det er så pinligt.

Tør ikke gå til lægen, for synes det er pinligt at den er så stor. Har prøvet det der man kan købe på apoteket og smørre på, men det hjælper ikke noget. Kan man ikke selv få den til at gå væk?????

Please hjælp!!!!!!!!!!!!!!!!!

Svar: 

Hej med dig.

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg kan forstå, at du har fået en stor fodvorte på hælen og er frustreret og ked af at den ikke forsvinder.

Fodvorter skyldes en virusinfektion i huden og de ses som gevækster eller nogle gange som "udhulinger" i huden, som du beskriver. Virus angriber hudcellerne, som bliver fortykket og der dannes en vorte. Vorter smitter gennem direkte kontakt, deling af håndklæder eller via våde gulve i svømmehaller eller omklædningsrum. Vorter er helt ufarlige, men de er generende og kan også gøre ondt når man går.

De fleste fodvorter forsvinder af sig selv, men det kan tage alt fra få måneder  op til 1-2 år. Der findes en lang række behandlinger, som afhjælpe problematikken. 

1) Vortemiddel. Det kan købes på apoteket og er formentlig det du har prøvet. Det findes i mange varianter fra plaster til opløsninger. For optimal effekt er det vigtigt, at man følger brugsanvisningen nøje. Man skal inden vortemidlet påføres blødgøre huden ved at holde foden i lunken vand i 5-10 min og herefter fjerne hård hud og døde hudceller. De fleste midler skal anvendes 1 gang om ugen. Behandling med vortemiddel skal fortsætte indtil ønsket resultat - ofte behov for måneder.

2) Frysning. Vorter kan fryses væk hos lægen og skal gentages med 1-2 ugers mellemrum. Det er sjældent at man skærer vorter væk.

Begge ovenstående behandlinger er effektive, hvis udført korrekt og vil i de fleste tilfælde fjerne vorterne i løbet af 12 uger. 

Det er en meget hyppig tilstand, som rammer ca 15% i din aldersgruppe (fra 12-15år). Det betyder at i en klasse på 25 elever vil 4 have døjet med fodvorter. Med dette vil jeg blot understrege, at det er en meget almindelig og bestemt ikke pinlig lidelse. Det er noget vi, som læger og sygeplejersker ser rigtig ofte. Du kan vælge med hjælp fra dine forældre, at gøre endnu et behandlingsforsøg med et vortemiddel fra apoteket. Det er godt at inddrage forældre, som kan være med til at hjælpe og huske på behandling 1 gang om ugen. Alternativt synes jeg du skal tage én af dine forældre med til lægen og så kan de hjælpe med at fjerne vorterne. Enten kan din egen læge tilbyde behandling eller kan lægen henvise til en hudlæge, hvis der er behov for det. Jeg lover dig at din læge dagligt ser fodvorter og der er intet pinligt i et lægehus - vi er til at for at hjælpe med stort og småt.

Held og lykke med behandlingen og pas på dig selv.

De kærligste hilsner

Linda 

 

Lindas billede
Linda har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program