spiseforstyrrelser?! o.0

brevkassespørgsmål

spiseforstyrrelser?! o.0

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 15 år 1 måned siden

Hej. Jeg har nu i cirka 3 uger ikke rigtig spist noget. Før spiste jeg normalt, vil jeg selv mene. Men nu spiser jeg næsten ikke. Om morgen for jeg en bolle på vej i skole, uden noget på. Jeg får intet i skolen. Når jeg kommer hjem spiser jeg et æble, og når klokken bliver 18-19 stykker får jeg så aftensmad. Og det er det. Jeg kan tydelig mærke når jeg har spist alt for lidt, for så bliver jeg helt vildt svimmel, og jeg for en voldsom hovedpine. Men når jeg er sulten, laver en stor portion af et eller andet, og jeg begynder at spise det, men jeg bliver hurtig mæt, og jeg kan bare ikke presse mere ned. Jeg tror bestemt ikke jeg har spiseforstyrrelser, eller det håber jeg i hvert fald ikke. Jeg vejer 59 og har tabt 5 kilo i alt, cirka. Jeg er 172 cm.. Whats the matter with me? Jeg vil altså godt spise, men kan ikke.. En ven har sagt det kan være pga. af stress, men det føler jeg skam ikke jeg har.

Svar: 

Hej med dig

Det er super godt at skriver til mig, når du kan mærke at der er noget der har ændret sig. Du skriver, at du for 3 uger siden stoppede med at spise og ikke ved hvorfor. Du vil faktisk gerne spise og det er jeg glad for at høre.

Du har helt ret i, at du får hovedpine og bliver svimmel fordi din krop har fået alt for lidt mad i løbet af dagen. Grunden til at du bliver hurtigt mæt, er fordi kroppen meget hurtigt vænner sig til, at der ikke kommer så meget ned i mavesækken og derfor krymper mavesækken lidt.

Den vil udvide sig stille og roligt igen, når du begynder at spise mere.

Jeg mener heller ikke, at du har en spiseforstyrrelse, men jeg tror din veninde har fat i noget rigtigt. Sommetider kan vores kroppe fortælle os, når der er noget galt. For eksempel kan vi få ondt i en arm, få lyst til at spise usundt eller som du, miste lysten til at spise.

Det kan være på grund af stress, som din veninde foreslog, men det kan også være andre ting. Det kan være noget der er svært i skolen, forholdet til dine forældre, problemer med kæresten eller noget andet som du er ked af, eller synes er svært.

Det er jo egentligt meget smart, men til gengæld er det vigtigt at du finder ud af hvorfor, fordi det er vigtigt at kroppen fungerer.

Det der er vigtigt nu er, at du får hjælp af en voksen med det samme. Derfor skal du få snakket med dine forældre og fortælle dem det du har fortalt til mig. Måske kan du vise dem dit spørgsmål og mit svar, på den måde kan det måske være nemmere at snakkeom bagefter. Bare det at få det sagt, kan betyde at du får lyst til at spise igen.

Prøv at snakke med dem om, hvorfor det kan være du ikke kan spise, men prøv også at aftale med dem, hvordan du kan få spist mere.

Ud fra det du skriver, så lyder det til at du gerne vil finde ud af hvorfor du ikke spiser og gøre noget ved det, og det er godt. Du skal tage det her alvorligt og derfor skal du også snakke med din læge om det, synes jeg. Og jeg synes du skal tage op til din læge, sammen med dine forældre, fordi det kan være rart hvis i er sammen om det her.

Jeg håber du tager imod mine råd, men hvis det hele nu bliver lidt for uoverskueligt, så kig ind i vores chat. Den er åben hver mandag til torsdag kl. 14-19 og her sidder der flere voksne der også gerne vil hjælpe.

Venlig hilsen

Eva

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program