Kære du, 

Tak for dit brev! Hvor er det godt at høre, at du tager det alvorligt, når du oplever, at din veninde bekymrer sig om dig og din appetit ændrer sig.

Hvorvidt du har en spiseforstyrrelse eller ej kan jeg ikke umiddelbart sige noget om. Der bliver du nok nødt til at snakke med din egen læge, som kan måle og veje dig, samt tage en snak med dig om dine spise- og motionsvaner. Men det jeg kan sige noget om, er, hvordan spiseforstyrrelser kan se ud og hvad der ellers kan forårsage en nedsat appetit.

Der findes forskellige former for spiseforstyrrelser, hvor de to mest kendte er bulimi og anoreksi. Ved bulimi er den syge bange for at tage på. De mest karakteristiske kendetegn er, at den syge ofte overspiser, for derefter, af frygt for at tage på, at rense ud i kroppen ved enten at gå ud og kaste det hele op igen, dyrke overdreven motion eller tage afføringsmidler. Mennesker der lider af bulimi, har som oftest et lavt selvværd og er skamfulde og flove over deres handlinger, som derfor holdes skjult for omverdenen. Når de har overspist bebrejder de sig selv for at have mistet kontrollen, og kan først finde ro, når de har renset kroppen for alt det dårlige. Overspisning og udrensning kan på den måde være en metode til at håndtere svære følelser og tanker. De fleste, der lider af bulimi er normalvægtige, hvilket gør lidelsen svær at opdage for andre.

Ved anoreksi er den syge bange for at tage på, og er derfor fokuseret på at tabe sig, hvilket ofte foregår ved at indtage meget lidt mad og samtidig motionere rigtig meget. Mennesker med anoreksi har ofte et forvrænget syn på dem selv og deres krop, har lavt selvværd og hader ofte deres spejlbillede. Den syge vil typisk være ekstremt perfektionistisk, stille store krav til sig selv og have et stort behov for kontrol. Ved at kontrollere følelser, mad, motion og vægt får den syge en oplevelse af, at genvinde den kontrol, som vedkommende ellers savner i sit liv.

Du skriver, at du ikke er så sulten længere, at du generelt ikke kan spise så meget og at du til aftensmad kun tager lidt mad, fordi du føler, at du nogen gange tager for meget. Alt dette kan være tegn på, at du er på vej ind i en spiseforstyrrelse. Men det kan også være, at der er noget andet, der ligger bag. Der kan nemlig være forskellige årsager til, at man har nedsat appetit.

Eftersom jeg ikke ved noget om, hvor længe det har stået på, hvor meget du har tabt dig, og om det er noget du har gjort med vilje eller det er noget, der "bare er sket", så er det svært for mig at sige, hvad der er årsagen til, at du har nedsat appetit. For det kan godt være, at du er på vej ind i en spiseforstyrrelse, men det kan også være, der er noget andet på spil. Måske er du stresset for tiden. Mange oplever, at hvis de er stressede over fx skoleopgaver, eksaminer eller personlige ting, som at være blevet uvenner med nogen eller at en i ens familie er alovrligt syg, så mister de appetitten i en periode. Ofte vil appetitten så gradvist vende tilbage igen, når det, der har gjort dem stressede, er overstået. Det kan også være, at du har været inde i en periode, hvor du ikke har haft det så godt rent følelsesmæssigt. Hvis man er nedtrykt eller deprimeret kan man også opleve manglende lyst til at spise. Det kan også være, at der ligger noget helt tredje til grund.

Uanset hvad årsagen er til, at du ikke spiser så meget i øjeblikket og du går og taber dig, synes jeg, at du skal snakke med nogen om det, så du kan blive klogere på hvad det er der sker. Tal med din veninde, dine forældre eller din læge om det du oplever og hør hvad de tænker om det. Det er nemlig rigtig vigtigt, at du tager det alvorligt, hvilket jeg også kan se, at du gør, eftersom du skriver her. Det er virkelig godt! Og hvor er det dejligt for dig, at du har så god en veninde, som reagerer på det hun ser, og fortæller dig at hun er bekymret.

Jeg håber du kan bruge svaret. Ved at skrive her og ved at tale med din veninde er du allerede rigtig godt på vej til at finde ud af, hvad det er der foregår inden i og uden på dig lige nu. Så mit råd til dig er, at næste skridt skal være, at tale med din læge og få vedkommendes medicinske vurdering.

Med ønsket om alt det bedste,

Stine