Spiseforstyrelse

brevkassespørgsmål

Spiseforstyrelse

Hej

Jeg er meget i tvivl om mit problem er alvorligt nok til overhovedet at blive kaldt en spiseforstyrrelse, og derfor har jeg heller ikke spurgt om hjælp. Jeg vil ikke virke opmærksomhedskrævende, og hvis jeg spørger om hjælp, er jeg bange for ikke at blive taget særiøst. Jeg skriver derfor herinde, for at høre andres mening om det.

Jeg går i 9. klasse, og bliver 15 år om et par måneder. Indtil 7. klasse har jeg aldrig haft problemer med mit syn på min krop eller indtag af mad og motion. Som mange børn kunne jeg spise hvad jeg ville uden at tage på, men da jeg for alvor ramte puberteten en gang i starten af 7. klasse, kunne jeg pludselig ikke spise hvad der passede mig uden at tage på. Min krop ændrede sig hurtigere og ændringerne var større. Jeg fik bryster og hår, og mange nye følelser. Første skoledag i 7. klasse, var også første skoledag på min nye skole. Jeg flyttede af faglige grunde. Jeg fik en ny veninde på min nye skole. Hun var slank, men det var jeg også på det tidspunkt. Hun introducerede mig til at kaste op. Jeg ville så gerne være venner med hende, og da hun fortalte mig om hendes problem, sagde jeg at jeg også kastede op, selvom tanken aldrig havde strejfet mig. Jeg ville bare så gerne have en ny ven, og jeg kastede op et par gange, men kun af dem simple grund at jeg ville være venner med hende.

Jeg stoppede med at snakke med hende senere i 7. klasse, og jeg fik andre venner, og har haft gode venner sidden. Jeg stoppede med at kaste op, selvom jeg kun havde gjort det 3-5 gange over hele skoleåret. Det fik mig til at se på at kaste op som en mulighed for at komme af med usund mad, men jeg benyttede mig ikke rigtig af den mulighed. Jeg begynde at spise dårligere og dårligere og bevægede mig mindre og mindre. Det resulterede i at jeg tog på. Jeg var aldrig overvægtig, og var normalvægtig. Mit forhold til mad var meget sort på hvidt. Enten spise jeg fuldstændig sundt og "rigtigt", eller også gik jeg all in med at spise præcis hvad jeg ville, med den undskyldning at man skulle elske sig selv, og at alle kroppe er smukke. Jeg synes at det er meget vigtigt at erkende at alle kroppe er smukke på hver deres måde, men min tankegang var giftig, og jeg skulle lære at finde en mellemting hvor jeg tog mig af mig selv, og gav min krop god mad, men også gav mig selv plads til at være ung, og spise usundt en gang i mellem.

Sommeren kom og det ved vi alle hvad betyder. Bikini. Min instagram var fyldt med tyndere end slanke modeller, og det gik op for alvor op for mig hvad jeg havde gjort mod mig selv. Jeg ville tabe mig, og jeg begynde at kaste op og være kontrolerende omkring min mad. I hvert fald i perioder. I nogle uger kunne jeg være meget opmærksom på hvad jeg spiste, og andre være helt ligeglad, og tænke "alle kroppe er smukke, og man skal spise hvadman vil". Jeg vidste godt at det ikke var smart at kaste op, men jeg vidste at jeg også havde perioder hvor jeg var ligeglad med hvad jeg spiste, så jeg tænkte ikke at det var muligt at have en spiseforstyrrelse.

Gennem 8. klasse fortsatte det. Jeg havde ideer i mit hoed om hvad jeg skulle ændre ved min krop, men på det tidspunkt var jeg stadigvæk normalvægtig/slank. Over efteråret i 8. klasse tog jeg nogle kilo på, og det kan jeg tydeligt se hvis jeg sammenligner billeder fra sommeren før 8. klasse og vinteren i 8. klasse. Jeg var normal vægtig, og lidt "curvy". Jeg havde store bryster som altid fik opmærksomhed, men jeg havde til gengæld ikke så tynde lår, eller hel flad mave, og det husker jeg tydeligt at jeg var meget ked af. Hver gang jeg fik chancen til at se mit spejlbillede, ville jeg tjekke min mave ud. Jeg blev altid skuffet og ked af det.

Gennem det meste af 8. klasse havde jeg perioder hvor jeg kastede op og var meget bevidst om hvad jeg spiste, men når jeg ikke kunne holde det sunde mere, overspiste jeg i usundt mad, og kastede det også nogen gange op. Jeg Kastede op i perioder, og der kunne godt gå måneder mellem mine opkastninger, men der kunne også være uger hvor jeg gjorde det hver dag. Mit forhold til mad var ødelagt, og jeg vidste ikke hvad en normal kost var. Jeg havde problemer med at spise meget når jeg kom hjem efter skole,og det var et mål i baghovedet ikke at spise noget mellem måltiderne, ligesom det var et mål at få en flad mave.

I slutningen af 8. klasse begyndte jeg for alvor at blive deprimeret. Jeg havde haft de håbløse følelser som hører med til depression før, men jeg oplevede dem for alvor de sidste måneder af 8. klasse. Jeg havde ingen livsglæder, og så for det meste bare og græd. Jeg fik et forhold til en dreng.Jeg var meget nede i perioden, men han gjorde mig lidt glad. Jeg kunne ikke se hvor kontrollerende og voldsom han var, men når jeg kigger tilbage kan jeg sagtens se det. Han udnyttede mig, og gjorde mig endnu mere usikker. Efter at han sluttede det med mig, snakkede han meget grimt om mig. Jeg havde store problemer med mad og opkastning i hele den periode, og han gjorde det kun værre.

Jeg var endnu mere ødelagt end før, og brugte hele sommeren til 9. på at finde mig selv igen. Jeg ville have et sundt forhold til mad, motion og min krop. Jeg ville være glad, og jeg gjorde alt hvad jeg overhovedet kunne. Sommeren sluttede, og selvom jeg gjorde alt for at benægte det overfor mig selv, var jeg stadigvæk knust og jeg anede hvem jeg var, og alt jeg ville var at tabe mig. Over sommeren begynde jeg at begrænse mig selv i forhold til mad. Jeg lavede regler omkring hvad jeg måtte spise. Hvad der var rigtigt og forkert. Jeg lavede også regler for hvornår jeg måtte spise. Jeg troede at det bare var en del af at være sund. Jeg kastede også op en del over sommerferien.

Jeg startede i 9. klasse, og var klar på at gøre mit bedste i skolen, og følge mine regler fuldstændig. Det skal også lige siges at jeg er perfektionist, og har også rigtig og forkert med renlighed. Det var lidt det samme som med min mad, men min mad fyldte bare en del mere. Nu har jeg fået i 9. i nogle måneder, og mit forhold til mad har aldrig været så sygt. Jeg tænker på mad hvert eneste sekundt af døgnet. Jeg tænker på hvornår jeg må spise, hvad jeg må spise, hvordan jeg får forbrændt det, og hvordan jeg skjuler mine tanker for alle andre. Jeg er normalt meget åben om mine problemer, men jeg føler at der ikke er nogen som vil forstå det her. Når jeg spiser noget forkert, kaster jeg det op. Jeg kan se at min mave er flot dagen efter jeg har spist rigtigt en hel dag. Altså at jeg har holdt mig til kun at spise ved de tre måltider, og spist sundt, og fulgt mine regler om hvad jeg må spise.

Det har været virkelig svært for mig kun at spise til måltiderne, men det er også svært for mig at vide om jeg spiser nok.

En normal dag kan være sådan:

Morgenmad: to rugbrøder med pikant = rigtig mad jeg gerne må spise

Frokost: ris og dahl = rigtig mad jeg gerne må spise

Aftensmad: hvad end vi får = det er okay at spise, hvis jeg altså ikke spise noget mellem de andre måltider

Jeg har svært ved at finde ud af om jeg er sund eller har problemer med mad. Hvis vi f.eks. har kageordning, tager jeg ikke frokost med, men spiser det stykke kage som frokost. Jeg er også meget bestemt med min vandindtag, og holder meget øje med at jeg drikker præcis nok. Jeg drikker kun vand og aldrig sodavand.

Der kan også gå dage hvor jeg kun spiser morgenmad og aftensmad. Jeg er inderligt i tvivl om det bare er mig som overreagere, eller om jeg har brug for hjælp.

Svar:

Kære du.

Tusind tak for dit brev.

Jeg kan godt forstå, at det her med spisning og de mange tanker, som det medfører for dig, kan være enormt svært at være i. Jeg synes, at det er helt vildt godt og stærkt gået, at du er kommet forbi vores brevkasse, spcielt når du fortæller, at du også tænker meget over, hvad andre vil tænke, og hvordan folk vil modtage det, som du fortæller. Som du siger i starten, så er du bange for, at du ikke vil blive taget seriøst, og det forstår jeg udemærket. Det er enormt sårbart at skulle åbne op overfor andre, men det er også et mega vigtigt skridt, og derfor synes jeg bare virkelig, at du er mega sej!

Du skriver, at du er i tvivl om, du har en spiseforstyrrelse, og at du gerne vil høre andres mening om det. Det forstår jeg virkelig godt, men jeg kan desværre ikke fortælle dig om du har eller ikke har en spiseforstyrrelse. Du har givet masser af information, og du har virkelig åbnet op her i dit brev, hvilket er virkelig flot, men desværre så kan man ikke diagnosticere folk over internettet. Men jeg kan godt se ud fra det, du fortæller, at mad fylder rigtig, rigtig meget i din hverdag. Jeg lægger også særligt mærke til, at du er meget opmærksom på at kontrollere dine madvaner, og at du siger, at du oplever en meget sort/hvid tænkning, når det kommer til mad. F.eks. enten har man spist rigtigt eller forkert. Igen uden at jeg kan sige, at du har en spiseforstyrrelse, for det kan jeg ikke vide, så tænker jeg, at det er nogle tanker, som det måske vil være en rigtig god idé at snakke med nogen om, fordi de i hvert fald kan lede til spiseforstyrrelser, hvis de får lov at fylde for meget.

En mulighed er at snakke med dine forældre om det. Du har vist her i brevet, at du er rigtig god til at sætte ord på dine tanker, hvad du føler og oplever, og derfor tænker jeg, at du også vil være i stand til at forklare din situation overfor dine forældre. Så kan man måske inden gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man siger tingene. Tænker du f.eks., at det vil være bedst at starte med at sige, at du er bange for, at du har en spiseforstyrrelse, og så bagefter forklare hvorfor lidt ligesom, du har gjort her i dit brev? Eller ville det være bedre at starte med at forklare det, du oplever og så til sidst sige, at du er bange for, om det mon er en spiseforstyrrelse? Ville det være rarest at sige det til deres ansigt, eller ville det være mere behageligt at skrive dine tanker ned i et brev og give det til dine forældre? Vil du have det bedst med at snakke med begge dine forældre på samme tid eller kun én af dem? Der er på den måde mange ting, som man kan overveje i forhold til at gøre en samtale, som måske ikke er helt nem, lidt nemmere at være i.

Hvis du synes, at det er svært at snakke med dine forældre om det, så kan du også vælge at snakke med en anden voksen, som du føler dig tryg ved. Det kan være en lærer på din skole, en træner hvis du går til sport eller lignende, en veninde/vens forældre, bedsteforældre, andre familiemedlemmer eller noget helt syvende. For nogle kan det være nemmere at snakke med en voksen, som så kan hjælpe en med at snakke med ens forældre, hvis man kan mærke, at det er noget, som man er er ret nervøs for.

Hvis du lige nu ikke har mod på eller føler dig klar til at snakke med dine forældre eller en anden voksen du stoler på, så kan du også overveje at kigge forbi din læge. Han eller hun kan tit være en stor hjælp i forhold til at finde ud af, om man har brug for hjælp også selvom det er for psykiske problemstillinger, og du behøver ikke at have dine forældre med, hvis du ikke har lyst til det. Da du er under 18 år, så er det dog vigtigt at vide, at hvis lægen vurderer, at du har en spiseforstyrrelser og derfor har brug for hjælp, så skal han/hun kontakte dine forældre, da de har forældremyndigheden over dig, og det er derfor deres ansvar, at du har det godt. De fleste læger vil fortælle dig, at de har tænkt sig at snakke med dine forældre, og vil måske også nævne muligheden for at du selv gør det. Det er kun af omsorg og for at passe på dig, at reglerne er sådan, men det er rart at vide alligevel, tænker jeg, så man er forberedt på det.

En sidste ting, som jeg gerne vil knytte en kommentar til, det er det her med at føle sig opmærksomhedskrævende. For jeg forstår det virkelig godt. Jeg tror, at det er en meget naturlig frygt at have, men når man har den, så tænker jeg, at det er vigtigt at huske på, at det er okay at bede om hjælp, når man synes, at tingene er svære. Så er det vidt forskelligt, hvornår man oplever, at det behov er der, men ligegyldigt hvornår man føler, at man har brug for noget støtte, vejledning og hjælp, så er det okay at spørge. Nogle gange tror jeg, at det for mange er ekstra svært, når det, man spørger om hjælp til, er noget psykisk. For de fleste ville nok ikke føle sig opmærksomhedskrævende, hvis de skulle spørge om hjælp til et brækket ben. Måske det er fordi, at et brækket ben er noget andre kan se, mens andre ikke kan se, hvis det gør ondt i sind, hjerte og sjæl. Men selvom andre ikke kan se det, så er det ikke mindre ægte, og derfor har du ligeså meget ret til og har i ligeså høj grad som andre fortjent at få hjælp.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg håber, at du føler dig hjulpet lidt på vej. Hvis du ikke lige føler, at det var det svar, som du søgte, eller hvis du godt kunne tænke dig en snak om det hele, så skal du endelig kigge forbi vores 1-1 chat, som har åbent mandag-torsdag. Her kan du få en snak med en af vores søde rådgivere, hvis du gerne vil have konkrete råd og hjælp, men også hvis du bare gerne vil kunne fortælle nogen, hvordan du har det.

Jeg håber, at du har mod på at snakke med nogen, om det du oplever, for det virker til, at det fylder rigtig meget hos dig, og derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at det ikke er noget, som du skal gå med alene længere. Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kæmpe knus og varme tanker

Amanda