spg. til sex i badet

brevkassespørgsmål

spg. til sex i badet

brevkassespørgsmål af
Sophia
19 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Uha nu bliver det meget intimt

Men har et par spørgsmål ang. sex i badet:

Kan han løfte mig? han er meget normal i størrelsen, ingen sixpack men heller ingen øl-mave. Han er 21 år. omkring de 170 høj. Har normal-tykkelse-arme. 

Jeg vejer 49 kg. er 163 cm og meget spinkelt + slank. 

Tror i han kan løfte mig i badet? Sådan at man har benene omkring ham, og han skubber én op ad vægen. 

Hvad skal man være forberedt på? fx. ved jeg at man skal huske at putte et håndklæde ned på jorden så ingen af os glider - men hvad ellers?

skal han styre det hele? eller kan man selv gøre et eller andet behageligt for ham udover at røre ved ham?

Er også bange for at han syntes jeg er for grim med vådt hår og sæbe + vand i hele ansigtet. 

Hvad  kunne være frækt at gøre i badet som ville tænde ham helt af? (udover blowjobs)

Har i et par links til nogle gode historie eller erfaringer ang. sex i badet så jeg sådan kan være psykisk forberedt på hvad der kan og kommer til at ske?

hvad hvis han kommer i badet, kan han så have sex i sengen bagefter?

hvad gør man bagefter, når han har trykket sig ud? siger tak? 

 

på forhånd tusinde tak for jeres svar ;-) 

Svar: 

Kære dig

Sikke mange fine tanker du har gjort dig om sex i badet. Det er altid en god idé at være lidt forberedt, og jeg vil gøre mit bedste for at svare på alle dine spørgsmål.

Jeg vil lige starte med at sige at det vigtigste man kan gøre, uanset hvor man har sex, er at være så afslappet som muligt omkring det. At blive afslappet kan være svært, men det kan hjælpe at du taler med din kæreste om det - om hvad du gerne vil prøve, om de spørgsmål du har og om hvad I gør hvis sex i badet måske ikke bliver lige så fedt som I håber. Det kan også gøre hele oplevelsen sjovere og mere tryg hvis I kan joke lidt undervejs, hvis der f.eks. er noget som driller eller går skævt. Det samme gælder når han har fået udløsning, for det kan være forskelligt hvad man så har brug for. Måske vil det være rarest hvis I vasker jer sammen eller måske skal I aftale at han lige smutter ud af badet mens du vasker dig af. Når I så begge er kommet ud af badet, så kan du jo enten hoppe i noget afslappet tøj, en morgenkåbe eller bare fortsætte med at være nøgen - så tænker jeg at han bliver klar igen til runde 2 ret hurtigt. 

I forhold til om han kan løfte dig, så er det svært for mig at sige. Det afhænger jo af hvor stærk han er, men ud fra hvad du beskriver, så tænker jeg godt at han kan. I skal dog være opmærksomme på at det kan være særlig hårdt at løfte nogen over længere tid, uanset hvad man vejer, og hans krop bruger samtidig energi på selve sexen og på at nyde. Det er mange ting at holde kørende samtidig, så du må bære over med ham hvis han har brug for pauser. Det skal jo være rart for jer begge to. I den forbindelse tænker jeg også at du sagtens kan røre, kysse eller nusse ham imens - og tage styringen hvis du får lyst. Det er ikke kun ham der bestemmer, og I skal begge to turde sige fra hvis der er nogen som føles ubehageligt eller noget som skal ændres. Det skal der være plads til i et forhold. 

Du skriver også at du er bekymret for om han vil synes at du er grim med sæbe og vand, og jeg tror ikke du skal være så bekymret for det. Jeg forestiller mig at I er kærester, og så tænker jeg at han jo godt kan lide dit udseende. Selv hvis I (endnu) ikke er kærester, så er der rigtig mange mænd som synes det er særlig frækt med vådt hår eller dråber af vand i ansigtet. Hvis du stadig er nervøs, så kan du overvejer noget vandfast makeup.

Du spørger også ind til hvilke andre forberedelser man kan gøre sig og hvad der kan være frækt at gøre. Jeg søgte efter lidt inspiration på google, og fandt den her artikel fra Woman, som giver et godt overblik over hvad der er værd at huske når man skal have sex i badet. Der er også ideer til andre stillinger. Der står bl.a. at oralsex (enten ved at du giver ham et blowjob eller lader ham slikke dig) ofte er langt federe i badet, fordi man så føler sig dejligt ren, og der står også at glidecreme kan være en vigtig ven fordi al vandet har det med at vaske den naturlige glidecreme væk. Prøv også at spørge ham om hvad han synes kunne være frækt. Så kan du jo finde inspiration i hans egne fantasier, men husk at det også skal være noget som du har lyst til at prøve. 

Til sidst skriver du at du gerne vil forberede dig psykisk på hvad der skal ske, og her er jeg måske lidt i tvivl om hvad du mener. Hvis du mener selve dét at have sex i badet, så tænker jeg, som sagt, at det bedste du kan gøre er at tale med ham om hvordan du har det. På den måde kan I også bedre tale om det bagefter hvis der var noget som ikke gik helt efter planen, eller måske noget som gik rigtig godt. Hvis det handler om at du gerne vil forberede dig på sex mere generelt, fordi det måske er første gang, så holder jeg fast i at I skal tale sammen både før og efter. Samtidig kan du forberede dig på at det måske ikke bliver lige så fantastisk for dig, fordi det ofte gør lidt ondt for kvinden når hun har sex første gang. Her er det bare vigtigt at du ikke tror at det altid vil være sådan, for sex er noget man kan øve sig i og blive bedre til. Det kræver bare at man er ærlig omkring det, og tør undersøge hvad der føles særligt godt og hvad der ikke gør. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og at I får en dejlig oplevelse.

Venlige hilsner,

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program