Virkelig ubehagligt..

brevkassespørgsmål

Virkelig ubehagligt..

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 5 år 2 måneder siden

Hej, jeg fyr der cykler hver dag, men ellers dyrker jeg ikke motion, da jeg er blevet dovent. Engang for halvanden år siden var jeg en meget sporty person type, der dyrkede motion hver dag. Jeg var i rigtig god form, men jeg jeg har siden sommerferie haft ondt i nakken, det havde jeg i de første fire måneder, men det er tror jeg spredt sig tilresten af kroppen, jeg har smerter i det meste af kroppen hver dag, især mine ben og arme forvolder mig problemer, og selvføgelig stadig min nakke, mine ben opfører sig ret underligt. De har en menig med at føles rigtig varme, og så føles det som om de er trætte, og stikkende, nogle gange er det dybe smerter, og det sker også selvom jeg har haft nogle hviledage hvor jeg ikke cykler, og det er virkelig ubehagligt, for de føles virkelig varme nogle gange, også lidt ude på huden. Jeg har også ondt i ryggen, men det føler jeg ikke er så stort et problem, og så læste jeg den person der skrev om angst, og jeg kunne ikka lade vær med at tænke på, at jeg tit har en smule trykken for brystet i venstre side, og ellers har jeg stikken begge sider i brystet. Hvad kan det være? Nogle tror jeg kan have en skjult angst, mens andre mener jeg skal tage det alvroligt, jeg har for ca. et halvt år siden haft taget et EKG som så normalt ud....

Svar: 

Hej

Sikke mange ubehagelige ting du oplever i din krop. Jeg kan godt forstå du undrer dig. 

Jeg starter med nakkegenerne. Langt de fleste smerter i nakken skyldes muskelspændinger. Man kan selvfølgelig også være faldet og slået nakken, sådan at knogler er ramt, men når det har stået på i fire måneder, så udelukker jeg det. Spædingerne i nakken kan komme hvis man sidder meget stille, hvis man sidder meget ved en computer, hvis man er stresset og mange andre ting. Efter noget tid giver det ofte hovedpine, spændinger ud i skuldrene osv. Det kan faktisk være overraskende svært at komme af med igen. Man skal for det første være bedre til at bevæge nakken, lave små øvelser og rulle med hovedet. Samtidig skal man sikre at man har en god holdning i ryggen og skuldrene. Massage kan hjælpe, men det er oftest kun kortvarigt. 

Det du beskriver i benene lyder til gengæld mere uspecifikt. Mange forskellige symptomer, som ikke umiddelbart falder ind i samme sygdomskategori. Og det er jo egentlig meget godt. Umiddelbart tror jeg ikke det i benene hænger sammen med det i nakken. Det er også godt. Men ikke desto mindre, så er jeg meget enig med de af dine venner, som siger, at du skal tage det alvorligt. Og det er der flere grunde til, at jeg synes. 

For det første. Hvis du nu havde været 60 år gammel, så kunne det lyde som om dine led, muskler og blodårer var ved at være slidte. Men når du er 22 år, så er det meget mindre sandsynligt at du fejler noget, som rammer så mange dele af din krop. Men samtidig så kan du jo rent faktisk godt fejle noget. Meget af det du beskriver kan din læge hurtigt udelukke ved at stille dig flere spørgsmål og måske undersøge dig. Så er du helt sikker og rolig ved at du ikke fejler noget. 

For det andet. Du nævner selv angsten. Og du har helt ret. Med så mange forskellige symptomer, fra nakke, ben, ryg og brystet, så kunne det godt skyldes noget helt andet. At du oplever og reagerer på nogle signaler fra din krop, som du måske ikke behøver at reagere på. Det kan skyldes usikkerhed. Det kan skyldes angst. Men du skriver også at du tidligere var sporty og at du på det sidste er blevet doven. Måske du ikke har så meget energi og er så glad som du plejer. Hvis man er ked af det minder det rigtig meget om angst. Og uanset om det er angst, usikkerhed, tristhed eller noget helt fjerde, så skal du også vide det, sådan at du fremover bedre kan forstå din krop og det du oplever.

Så jeg synes du skal bestille en tid ved din læge. Du kan skrive en liste over alle de symptomer du oplever. Så kan I gå det igennem en for en. Der er formentlig rigtig meget som kan udelukkes meget hurtigt og enkelte ting, som din læge vil undersøge. Og så kan I tage jer en snak om angst og om hvordan du har det. Det vigtigste er at du bagefter føler dig tryg ved din krop og forstår hvordan f.eks. tristhed kan komme ud ved symptomer fra benene. 

Håber det kunne hjælpe dig lidt i den rigtige retning. Held og lykke.

Mange hilsner fra Line

 

Line har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program