Vægt og mad

brevkassespørgsmål

Vægt og mad

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 10 måneder siden

Jeg er en pige på 14 år, jeg er omkring 1.73 høj, og vejer omkring de 76 kilo. Jeg er rigtig træt af min vægt! Har op til flere gange prøvet og komme igang med motion, men jeg holder det ikke. Mine forældre kan ikke hjælpe mig særlig godt, da de selv er overvægtige, og jeg kan ikke tale med min mor og far om sådan nogle ting. Jeg har svært ved og kontakte min sundhedsplejske, da folk vil tro der er noget galt med mig. Jeg har altid løjet med min vægt for mine forældre, og det har jeg det dårlig med, eftersom i nok vil foreslå at jeg så skal tage til lægen og få hjælp derfra, for hvad vil mine forældre ikke tænke når de ser min rigtig vægt... Jeg vil specialt godt tabe mig omkring de 10-15 kilo, hvis det er muligt, inden min konfirmation den 6 maj, tror du det kan lykkedes, eller skal der være længere tid til det? På forhånd tak.

Svar: 

Hej med dig

Hvor er det dejligt at du skriver til os når der er noget du er i tvivl om. 

Jeg vil starte med at sige at det er muligt for dig at nå at tabe noget inden din konfirmation den 6. maj, måske ikke så meget som du ønsker, men stadig noget. Det kræver dog at du gør noget ved det nu, og det betyder at du er nødt til at tale med sundhedsplejersken på din skole, dine forældre eller andre voksne du har tillid til eller jeres læge om hvordan I gør det bedst i fællesskab. Det er en rigtig god idé hvis dine forældre, eller en anden voksen du har tæt på, er med på hvad der sker, og du er derfor også nødt til at tale med dem om din vægt og hvordan du har det. Hvis det er nemmere for dig kan du eventuelt skrive dine følelser ned i et brev til dine forældre.

Grunden til at jeg tror du sagtens kan nå at tabe dig inden din konfirmation, men ikke så meget som du ønsker er, at måden man ofte laver "vægttabsprogrammer" for børn og unge er ved at lade den unge vokse til sin vægt. Det betyder at din vægt skal forblive den samme indtil du er færdig med at vokse, og derefter ses der på om der er et behov for yderligere vægttab. 

Det er rigtig flot af dig at du tidligere har forsøgt at komme i gang med at dyrke mere motion. Det skal nok lykkes!  Motion alene har svært ved at klare det hele, det er derfor rigtig vigtigt med en god og sund kost også, og det er derfor det er vigtigt at du har opbakning hjemmefra, da jeg går ud fra at det er der du spiser de fleste af dine måltider. 

Der er to hjemmesider som jeg tror kunne være interessante for dig og dine forældre at se på sammen. Det er:

enletterebarndom.dk og altomkost.dk

De bedste hilsner og ønsket om en vidunderlig konfirmation den 6. maj

 

Line

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program