Udflåd 2

brevkassespørgsmål

Udflåd 2

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 14 år 1 måned siden

Hej igen. Jeg har fået svar til mit spørgsmål "udflåd" som blev besvaret d. 30-10-10. Jeg har ikke mulighed for anden prævention end p-stav, da jeg har Leiden Faktor V, og p-stav er det eneste jeg synes tiltaler mig. Mit brunlige udflåd er der stadig, men har nu skiftet farve fra lysebrunt til mørkebrunt, uden at det tyder på, at jeg skal have menstruation, for det plejer jeg ikke at have! Jeg vil virkelig gerne af med det brune udflåd, da jeg synes det er mega pinligt, men jeg ved ikke hvad det skyldes? Kan ikke forstå at det skal være restblod, da det er længe siden min menstruation stoppede sidst, og forstår ikke hvorfor det ændrer farve. Jeg vil stadig helst være fri for at gå til læge, men jeg vil bare så gerne vide om der er noget man kan gøre, for at det ikke skal være klamt brunt?

Svar: 

Hej igen! Tak for dit spørgsmål.

Med mindre udflådet lugter grimt eller du har ondt, vil jeg stadig tro, at farven på dit udflåd skyldes, at der er noget gammelt blod i det. Når det har skiftet fra lysebrunt til mørkebrunt tyder det bare på, at der er mere blod end før. Det behøver ikke være restblødning fra din sidste menstruation, men det kan skyldes, at du bløder en lille smule ind i mellem "de rigtige" menstruationer. Når blødningsmængden ikke er stor nok til, at det kommer ud med det samme, ligger det i livmoderen et stykke tid og skifter farve fra rød til brun. Det er ikke farligt. Det er bare et udtryk for at blødningen er uregelmæssig, når du bruger p-stav.

Jeg kan godt se, at Leiden Faktor V begrænser de muligheder, du har for anden prævention. Måske har du hørt om spiral, og måske har du også drøftet denne mulighed med din læge. Ellers kunne du måske snakke med din læge om sådan en. Man plejer ikke at vælge spiral som noget af det første til unge kvinder, der ikke før har født, men i din situation kunne det måske godt være aktuelt. Der er også nogen med Leiden Faktor V, der godt kan bruge p-piller alligevel. Men det er noget, du bliver nødt til at snakke med din læge om.

Så altså: Det brune udflåd lyder ufarligt, selvom det er blevet mørkere. Det skyldes sandsynligvis blødningsuregelmæssigheder, som er en kendt bivirkning til p-stav, og som er en af de hyppigste årsager til, at nogle får fjernet p-staven igen. Jeg har desværre ikke et andet forslag til hvordan du skal slippe for det brune udflåd, end at forsøge med en anden form for prævention. Så du bliver nok nødt til at få et besøg hos din læge for at løse problemet, selvom du ikke er meget for det.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Kærlig hilsen Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program