Udebleven menstruation

brevkassespørgsmål

Udebleven menstruation

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Hej.. Jeg er en pige på 15 år bliver 16 til August. Jeg fik min menstruation i november 2007, og siden da har jeg fået den når jeg skulle. Jeg skulle have haft min menstruation d. 11 men jeg har ikke fået den endnu. Der er gået 8 dage nu og jeg synes stadig det er underligt. Jeg var i seng med en i går altså en uge efter at jeg skulle have haft min menstruation, og vi havde ikke beskyttet sex men han trak sig ud inden han kom. Jeg ved godt der kan komme væske ud inden, men selvom, så synes jeg stadig det er underligt at jeg ikke har fået den endnu. Jeg føler mig ikke særlig stresset for tiden, men dog føler jeg mig meget træt.. Jeg ved ikke om det har en sammenhæng men håber jeg kan få et svar. Kærlig hilsen.. Den anonyme...

Svar: 

Kære anonyme.

Det er godt du skriver ind når du er i tvivl - det er enormt ubehageligt at gå og være nervøs for at være gravid, hvis man ikke ønsker det og jeg tror alle unge kvinder har prøvet at mærke den nervøsitet på ét eller andet tidspunkt.

For det første kan selve frygten for at være blevet gravid resultere i, at menstruationen udebliver. Enormt tarveligt, men psyken kan have stor magt :-)

For det andet hæfter jeg mig ved din alder. Når man er 15 år og ikke har haft menstruation så mange år, så er det ret normalt ikke at have regelmæssig menstruation. Der er få kvinder generelt, der har så regelmæssig cyklus, at de kan sætte en præcis dato for deres menstruation. Den er i øvrigt stadigvæk regelmæssig selvom den svinger et par dage.

Du siger godt nok, at din har været regelmæssig siden 2007, men det kan sagtens ændre sig i perioder - det er fuldstændig normalt.

Du fortæller du har haft ubeskyttet sex og i princippet kan det jo godt betyde, at du er blevet gravid. Da du burde være tæt på din menstruation ud fra hvad du fortæller og da han ikke havde udløsning inde i dig, tror jeg din risiko for at være blevet gravid dér ikke er særlig stor, men den er der. Du fortæller ikke om du har haft sex på andre tidspunkter siden sidste menstruation?

Jeg er sikker på du har hørt disse råd tusind gange før, men jeg bliver selvfølgelig nødt til lige at sige, at det aldrig er nogen god idé at have ubeskyttet sex - ikke kun i forbindelse med graviditet, men også i forbindelse med kønssygdomme. Du kan kun beskytte dig mod disse med kondom. Klamydia er f.eks ret udbredt blandt unge og har ofte ingen særlige symptomer, men kan betyde at du bliver steril, hvis du ikke får det behandlet.

Jeg synes du skal gøre to ting nu:

1. Tag en graviditetstest, hvis du stadigvæk ikke har fået din menstruation. Den kan købes i både supermarkeder og på apoteket. Så kan du have svar allerede om et par timer.

2. Gå op til din læge og bliv testet for kønssygdomme. Ikke kun for din egen, men også for din partners skyld.

Jeg håber du kan bruge mit svar og held og lykke med det :-)

Mange venlige hilsner fra Mette

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program