Tyggegummi

brevkassespørgsmål

Tyggegummi

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 4 måneder siden

Hej cyberhus. Jeg spiser rigtigt meget tyggegummi hver dag. Jeg er kommet frem til på nettet at man forbrænder mere ved at tygge det end der er i det, men jeg har også hørt at det kan nedsætte sit stofskifte fordi kroppen tror den får noget spise. Vil jeg så tage på eller bare forblive det sammen hvis jeg spiser tyggegummi i så overdreven mængde? Håber i kan hjælp Hilsen gnaskeren

Svar: 

Hej gnasker

Man kan dele tyggegummi op i sukkerfrit og sukkerholdigt. I sukkerfrit tyggegummi er der tilsat sødemiddel. Nogle sødemidler virker afførende, og det kan derfor betyde, at hvis man tygger meget tyggegummi, vil man kunne få diare eller noget der i hvertfald minder om diare.

Så vidt jeg ved, er forskerne lidt uenige om, hvordan sødemidler påvirker vores krop. Nogle forskere siger, at det at indtage sødemiddel frem for rigtig sukker alt andet lige betyder, at man får færre kalorier ind i kroppen. Andre forskere mener, at når vi indtager visse typer sødemidler, så kan vores krop så at sige føle sig snydt (fordi den troede at den fik noget rigtig sukker), og så reagerer vores krop med at aktivere sultcenteret oppe i hjernen, så vi føler os mere sultne.

For lige præcis dig, der spiser meget tyggegummi, ja så tror jeg, at den gene du kan få af at spise meget tyggegummi er luft i maven og tendens til tynd mave, det gælder mest for det sukkerfrie tyggegummi, mens det sukkerholdige nok mere bare vil give dig luft i maven, fordi man helt automatisk kommer til at sluge en del luft i forb. med tyggeriet.  Jeg synes, det er svært at sige, om din vægt vil ændre sig. Hvis du overvejende tygger sukkerfrit tyggegummi, så tror jeg dog ikke, at du tager på af tyggegummi-gnaskeriet.

Når det er sagt, er jeg nødt til at fortælle dig, at jeg faktisk bliver meget bekymret for dig. Jeg bliver bekymret, fordi det virker som om, du tænker alt for meget over, hvor meget du forbrænder, når du tygger tyggegummi. Det fortæller mig, at du måske er på vej ind i en alvorlig spiseforstyrrelse, og derfor synes jeg, at det er meget vigtigt du får snakket med nogle andre voksne mennesker om det.

Jeg synes, du skal kigge forbi chatrådgivningen her i Cyberhus, fordi her sidder der voksne som ved rigtig meget om det med følelser og tanker om krop og vægt. Det er anonymt også og måske kunne det være rart for dig.

Mange hilsner fra

Kathrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program