Svie ved sex

brevkassespørgsmål

Svie ved sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 9 år 9 måneder siden

Hej! 

Jeg har nu i et års tid haft det problem at det gør ondt at have sex med min kæreste.. Det svier og brænder ved skedeåbningen og efter sex er min åbning helt rød og hævet.. Det svier når jeg skal tisse bag efter og bløder også en lille smule.. Har været ved lægen/gynækolog med det 1000 gange men hun kan ikke se noget.. Har fået behandling for svamp et par gange men det har ikke gjort noget.. I lang tid troede jeg det skyldtes at jeg tager antidepressiv (venlafaxin) da jeg ved at ens slimhinder kan udtørre.. Men må nu erkende at jeg altså bliver fint våd.. Har også prøvet med massere af glidecreme men det gør stadig ondt! 

Jeg er rigtig træt af det! For jeg har jo bare ikke lyst til sex når det gør ondt.. 

Hvad kan det være? Kan det alligevel det være venlafaxinen der gør det? Det startede samtidig med at jeg begyndte på venlafaxin.. Men det var også der jeg begyndte at se min kæreste.. Kan det være noget med ham? Vi bruger kondom og det har ikke været et problem for mig før.. Så tror ikke det er fordi jeg er allergisk overfor gummi.. Nogengange føles det også som om der ikke er plads inde i mig.. 

Sex har aldrig været et problem for mig før nu.. Så jeg undre mig.. 

Håber i kan hjælpe! 

Svar: 

Kære dig,

Tusinde tak for dit spørgsmål. Det er flot at du kan stå frem og være så åben omkring dit problem.

Der kan være flere forklaringer på dine symptomer. Din læge og gynækolog har garanteret undersøgt dig grundigt, så jeg vil ikke skrive en masse om kønsvorter, herpes og andre seksuelt overførte sygdomme. Det lyder også til at du har godt styr på at man kan få svamp i skeden, hvordan man genkender det, og ikke mindst hvordan man behandler det. Så det vil jeg også undlade at skrive mere om. Du nævner selv Venfalaxin, som en lang række personer tager af forskellige årsager, hyppigst som antidepressiv eller angstdæmpende. Og det er korrekt at der er en lang række bivirkninger forbundet med den medicin, herunder også ændringer i slimhinder og libido (seksuel lyst). Det tager du selvfølgelig af en god grund, og du må ikke holde med det uden først at snakke med en læge omkring det. Man kan også have urinvejsinfektion, som kan give dine symptomer. Dette kan skyldes dårlig hygiejne, eller evt at man er utæt med vandladning eller afføring. Det er en af de mest oplagte årsager, og din egen læge kan hurtigt (og har sikkert allerede gjort det) undersøge det med en urinprøve. Du nævner også selv at det kunne være en reaktion overfor kondom. Der er nogle personer, som får eksem af kondomer, glidecreme, dildo-materiale eller andet. Det er dog oftest noget man hurtigt finder ud af ved at bruge andre metoder til at opnå samme effekt eller skifte mærke.

Jeg vil prøve at fokusere på noget andet, og håber at du kan bruge det. Jeg vil fokusere mit svar på 2 ting:

A) Vulvodyni (direkte oversat fra latin, betyder det "Smerter i Skamlæber"). Det er en tilstand som rammer ca 5-10% af kvinder i seksuelle alder, og som desværre er meget dårligt beskrevet i lægeverdenen. Det er svært at sige hvor mange kvinder der lider af denne tilstand, da mange er for generte til at gå til lægen med problemet. Der er ingen rigtig god forklaring på Vulvodyni, og man kan ikke bare tage en blodprøve eller lignende for at påvise det. Man bruger det mere som en "sidste udvej", når man har afgjort at kvinden ikke fejler andet, f.eks svamp, infektioner eller andet. Tilstanden beskrives ofte med at kvinden har smerter i skamlæberne, og kan have rødme. Man kan ligeledes se svie fra skeden og fra urinrøret. Nogle kvinder går konstant rundt med disse symptomer, mens andre kvinder kun oplever dem i forbindelse med samleje. Den måde man stiller diagnosen på er ved at din egen læge henviser dig til en gynækolog eller en hudlæge (dermatolog), som undersøger hvor dine smerter sidder, og hvad der skal til for at udløse dem. - I praksis foregår det ved en gynækologisk undersøgelse, hvor lægen bruger en vatpind til at trykke forsigtigt i huden i og omkring skamlæberne. Behandlingen for Vulvodyni er desværre meget uklar. Vi anbefaler at du skyller med koldt vand max 2 gange dagligt, og tørrer forsigtigt (dupper), til det er helt tørt. Derefter smøre med Zink-salve. Du må ikke bruge almindelig sæbe omkring skeden, men skal kun bruge vand eller intimsæbe. Gå kun i bomuldtrusser, og undgå syntetiske trusser. Undgå at gå med trusseindlæg. Man kan også i meget svære tilfælde forsøge at give noget medicin (lokalbedøvende eller antihistamin), men det er en specialist-opgave. Der er også nogle der har effekt af akupunkur. Hos ca halvdelen af alle kvinder, forsvinder tilstanden af sig selv. Da tilstanden rammer mange kvinder, er der en rimelig sandsynlighed for at andre i din omgangskreds også har hørt om det. Herunder er 2 link. Det første er til Netdoktor, hvor der står lidt mere om tilstanden. Det andet er til en forening for kvinder med tilstanden.

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/vulvodyni.htm

http://www.vulvodyni.dk/

B) Smerter ved samleje. Dette kan skyldes en hel masse forskellige ting. For at et samleje skal lykkes og blive godt for begge parter, kræver det at både manden og kvinden er klar. Og med klar menes at man er veludhvilet, føler sig tryg ved sig selv og den anden, tænder på den anden, tager sig god tid og at man er seksuelt opstemt. Hvis man ligger og tænker på arbejde/økonomi/lektier eller hvis man bare gerne vil have det overstået, så bliver det ikke en god oplevelse. Hvis man har en periode hvor man er ked af det, eller man ikke føler sig helt tryg sammen med sin partner til at være nøgen, så er det ok at sige fra. Det bliver kun rigtig godt for begge to, når begge er klar. Ligesom mandens penis svulmer op, når han bliver tændt, så svumler skamlæberne hos kvinder også op, bliver røde og slimhinden producerer slim, så det hele glider lidt lettere. Hvis kvinden ikke er våd nok når manden stikker sin penis ind, så gør det kvindens slimhinde irriteret, og den hæver op, bliver rød, øm, smertefuld og kan sågår bløde. Det er meget forskelligt hvor våd man som kvinde bliver, og føler man at man skal have hjælp med glidecreme er det også ok, så længe at man stadig er "klar" på alle andre punkter. Et andet problem, der kan give smerter ved samleje er mandens penis, som kan være for stor. Er penis for lang, kan den støde imod livmoderen, og give smerter højt oppe i skeden. Er den derimod meget bred kan den, hvis kvinden ikke slapper meget af, give smerter omkring indgangen til skeden. Skeden kan dog udvides til et barnehovede-størrelse, og så store penisser findes næppe. Når man er færdig med samleje, er det en god ide at kvinden relativt hurtigt gå ud på toilet og tisser, da hun har større risiko for blærebetændelse pga bakterierne "presses" op i urinrøret. 

Det var mit svar til dig i denne omgang. Hvis du gerne vil have nogle af tingene uddybet vil jeg anbefale at du kontakter din læge. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at skrive herind igen.

Sex er en skøn oplevelse, og jeg håber at du finder en løsning, så du ikke føler at du skal gå glip af en af livets helt store glæder.

Mvh David

Davids billede
David har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program