Svært ved at sove.

brevkassespørgsmål

Svært ved at sove.

brevkassespørgsmål af
Frustreretpige
14 år
Oprettet 7 år 2 måneder siden

Hej!

Jeg er en pige på 14 år som har rigtig svært ved at falde i søvn om natten. I starten tror jeg at det var mine dyr der larmede og gjorde at jeg ikke kunne sove, så min mor og jeg fik flyttet buret ind i stuen. Efter at buret er blevet flyttet kan jeg stadig væk ikke sove, det er meget frustrerende når jeg skal tidligt op og i skole at jeg ikke er frisk og klar til at lære. Har i nogle råd til hvordan jeg kan falde i søvn?

Mvh. den frusterede pige.

Svar: 

Hej med dig.

Det er da irriterende at du ikke kan falde i søvn, jeg har lidt råd du måske kan bruge.

Nogle gange, kan man ikke sove fordi man tænker på noget. Hvis der er noget der bekymre dig, du er ked af, eller der er noget du bare ligger og spekulere på. Hvis der er noget bestemt tankerne kredser om, kan det være en god idé at tale med nogen om det, og måske på den måde få mere ro omkring det, så man ikke tænker på det når man skal sove. Andre gange kan det også være mere ubevidst, altså at der er noget der fylder i hovedet, men man kan ikke helt finde ud af hvad det er. Som regel kan man dog godt finde ud af hvad det er, hvis man tænker sig om, og mærker efter hvordan man har det.

Det kan også bare være, at du er kommet til at fokusere på, at du ikke kan sove. Så kan man komme til at ligge og sige til sig selv "jeg kan ikke sove. Jeg kan ikke sove. Jeg kan ikke sove". Og så kan man slet ikke sove for så tænker man hele tiden på, at man ikke kan sove. Her kan det hjælpe at sige til sig selv at man er træt, eller helt at lade være med at fokusere på det med, at man skal sove, men prøve at tænke på noget rart i stedet for.

Det kan også hjælpe, at prøve at gøre sig helt tung når man ligger i sin seng. Hvis du lægger dig godt til rette, og så fokuserer på, at lade din krop synke ned i madrassen. Du kan starte med at lade fødderne være tunge og så bagefter benene. Så numsen og så overkroppen, arme og så til sidst lade hovedet synke ned i puden. Bare gøre hele kroppen helt tung, og træk vejret helt stille og roligt. Hvis du er træt nok, så plejer det at virke rigtig godt, og er en god måde at falde til ro på.

Det kan også hjælpe, at ligge og læse i en bog eller et blad inden man skal sove. Desuden kan det være en idé at droppe skærme en times tid inden man går i seng. Især smartphone og tablets da lyset i dem kan påvirke evnen til at falde til ro og falde i søvn. Man kan også sætte skærmene på "natlys", sådan, at lyset ikke er så skarpt.

Hvis det er fordi du går for tidligt i seng, så er det jo fordi du ikke er træt nok til at sove, og så kan du gå lidt senere i seng måske.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Det plejer at gå over igen, så det er formentlig bare en periode, og det skal nok blive godt igen.

Hilsen Lea

Leas billede
Lea fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program