Stress - ved ikke hvordan jeg skal klare gym..

brevkassespørgsmål

Stress - ved ikke hvordan jeg skal klare gym..

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 12 år 6 måneder siden

Hej cyberhus! Jeg er en pige på 16 år, som snart er færdig med 1.g. Jeg har altid været en meget følsom pige, haft mange problemer med selvværdet, selvtilliden og det sociale. Har dog altid haft mange venner og bekendte, men jeg har bare ofte været usikker på mig selv og stillet for høje krav. Jeg har dog altid været meget kreativ og intelligent. Jeg har haft en meget hård start i gymnasiet, pga. et brud med min daværende kæreste, som jeg havde været sammen med i cirka et år (dvs. hele 9. klasse). Jeg havde ingen venner, jeg var gledet fra min søster og mine forældre og vidste ikke længere, hvem jeg selv var. Derfor var jeg inde i en "eksistentiel krise". Jeg har været meget stresset, deprimeret, ensom, men jeg har fået kæmpet mig tilbage på ret kurs. Problemet er, at jeg ikke ved nu, hvordan jeg skal klare mig igennem gymnasiet... som et helt menneske i hvert fald. Jeg er virkelig træt af det her samfund, hvor man hele tiden skal være "oppe på beatet". Min generation er i dén grad blevet til en "se mig, se mig"-kultur, og vi er blevet stopfodret med den opfattelse, at vi kan gøre alt, vi har alle muligheder for fremtiden - det eneste der forhindrer os i at gøre det, er os selv. Jeg hader hvordan det er blevet et mål at presse unge igennem uddannelsessystemet som lå vi på et samlebånd på en fabrik. På vores gymnasie bliver vi enormt pressede. Lærerne rykker rundt på afleveringerne og giver os ekstra lektier som det passer dem. Jeg og mine kammerater er psykisk nedkørte. Ingen af os får nok søvn, ingen har tid til at have et liv, og jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det... Jeg er så afsindigt vred over den måde, tingene fungerer på. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Jeg VIL klare det, men jeg kæmper i forvejen nok med mig selv og den urealistiske opfattelse, samfundet og medierne har påduttet mig, om at man skal kunne klare det hele, samtidig med, at man skal være noget særligt, have specielle talenter og helst være smuk samtidig. Inden for de sidste to uger er jeg vågnet 4 morgener kl. 5 meget hjertebanken og koldsved, fordi jeg ikke kan klare alle de afleveringer, projekter, fremlæggelser og hverdagslektier der bliver smidt i hovedet på os... Jeg orker ikke mere. Jeg orker hverken mig selv eller skolen.

Svar: 

Hej med dig

Det er godt du får skrevet til brevkassen og vil gøre noget ved din situation, når du kan mærke du ikke har det godt. Og vi vil gerne prøve både at lytte og hjælpe.

For at du kan få den bedste hjælp nu, har jeg sendt dit spørgsmål over til brevkassen "Når det gør ondt inderst inde", fordi jeg tror du vil få det bedste svar der. Du kan finde deres svar inden for maks 10 dage.

Jeg synes også du skal overveje chatten her i Cyberhus. Her er du anonym og kan chatte med en voksen allerede i dag. Måske kunne det være rart for dig.

Venlig hilsen

Erroll - Cyberhus

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program