Selvskade - kontakte sygehuset selv?

brevkassespørgsmål

Selvskade - kontakte sygehuset selv?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 10 måneder siden

Jeg er meget psykisk syg, men har desværre ingen mulighed for at blive indlagt, da der ikke er flere pladser. Jeg er blevet i tvivl om noget, og skriver derfor herind. Jeg skader mig selv, fordi jeg er syg. Jeg lider af OCD, og mine tvangstanker tvinger mig til det. Jeg er bange for, at det en dag går så vidt, at jeg får den tanke, at jeg skal tage mit eget liv. Hvis jeg en dag ryger så langt ud, kan jeg så ringe 112 og bede en ambulance om at hente mig med det samme, eller hvordan skal jeg gøre det? Vh X

Svar: 

Hej X
 
Jeg er ked af at din situation er, som den er. Det er jo ikke så godt, at grunden til, at man ikke kan blive indlagt er at der ikke er plads på sygehuset.
 
Inden jeg svarer på dit spørgsmål, vil jeg lige sige, at der også er andre muligheder for at få hjælp end at blive indlagt. Det kan selvfølgelig godt være at du ved alt det her i forvejen, men jeg nævner det lige for en sikkerheds skyld.
 
Det er lidt forskelligt hvilke tilbud der er rundt omkring i landet. Nogle steder i landet er der mulighed for at komme og få hjælp i klinikker, hvor der er psykologer, psykiatere, sygeplejersker og socialrådgivere. Det kan for eksempel være hvis man har forsøgt selvmord eller tænker på at begå selvmord. Klinikkerne kan være på selve de psykiatriske sygehuse. Nogle kommuner har også nogle tilbud. Hvis du ikke rigtig ved, hvilke muligheder der er, der hvor du bor, kan du prøve at spørge din læge. Det kan være han/hun ved det eller ved, hvor du skal spørge. Du kan også logge på chatten her i Cyberhus, fordi her sidder der også voksne der kan hjælpe med at finde de muligheder der er for dig.
 
Og nu til dit spørgsmål. Jeg håber, at du aldrig kommer i den situation, X, at du en dag har det så skidt, at du tænker på, at du vil begå selvmord. Måske har du tænkt på, hvordan du skal gøre, og måske bliver du bange for, at du pludselig virkelig gør det, fordi tanken trænger sig på hele tiden. I det tilfælde, synes jeg at det er bedst, at du kontakter din egen læge, hvis det er om dagen og hvis det er om aftenen/natten ringer til vagtlægen. Hvis du er kommet alvorligt til skade skal du ringe 112.
 
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
 
Kathrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program