Risiko for at være gravid?

brevkassespørgsmål

Risiko for at være gravid?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 7 måneder siden

Om fredagen tog jeg min p-pille ved 7 tiden om morgenen, hvor jeg havde sex ved 4 og 11 tiden lørdag morgen. Jeg glemte derefter at tage mine p-piller både lørdag og søndag, og jeg fik først taget dem mandag morgen. Jeg var ved min 10. pille i pakken, da jeg tog pillen om fredagen.
Mit spørgsmål er nu om, hvor stor risikoen er for, at jeg kan være gravid, og hvad jeg skal gøre, når jeg har glemt mine p-piller efter sex? 
Natten til mandag blødte jeg meget lidt, men mit blod var brunt, hvilket jeg ikke har oplevet før. Blødte ikke mere resten af mandagen. 
Hvad kan det være? Er der ellers nogle ting, jeg skal være opmærksom på, for at se om jeg kan være gravid? 

Svar: 

Kære du

Det er svært at sige, hvor stor risikoen er, for at du er gravid. Der er mange faktorer der spiller ind så det er et kompliceret "regnestykke." Det afgørende er dog, at du godt kan være gravid, da du har glemt 2 piller. Det er sådan, at du skal tage næste pille senest 36 timer efter, du har taget den forinden. Dvs. at du senest skulle have taget 11. pille lørdag kl 19. Hvis ikke du har brugt kondom, kan du derfor godt være gravid. 

I forhold til hvad du skal gøre, hvis du har glemt din p-pille er der flere muligheder. 

1) Hvis du kan nå at tage pillen indenfor de 36 timer, jeg nævnte tidligere, gør du bare, og så er der ingen problemer så længe du tager den næste igen til tiden. I dit tilfælde vil det sige, at du skulle have taget den 10. pille kl 7 fredag, den 11. pille senest kl 19 lørdag og den 12. pille kl 7 søndag. Så ville du være lige så sikker som normalt.

2) Hvis der er gået mere end 36 timer, er du ikke sikker og må dyrke sex med kondom 7 dage efter. (Kondom har jo også den fordel at den beskytter mod kønssygdomme som chlamydia, hiv med mere så hvis ikke man er i et fast forhold, er der flere gode ting at hente der. :)

Se i øvrigt HER.

Når nu du har dyrket sex uden at være dækket af p-pillerne, er der en nødløsning du kan gøre brug af. Der findes de såkaldte fortrydelsespiller, som kan købes på apoteket på recept. Hvis jeg forstår dig ret, er alt dette sket lige nu. Dvs. at du huskede pillen d 9. maj og glemte dem d 10. og 11. I så fald kan du muligvis nå, at gå til lægen og få en recept på en fortrydelsespille. Du skal dog have taget denne max 5 døgn efter du har haft usikker sex. Dvs. du skal tage den inden torsdag morgen hvis ellers det er korrekt det jeg antager. I så fald synes jeg, du skal ringe til din læge, og fortælle hvad der er sket. Evt. kan du få en veninde eller din mor til at hjælpe dig.

Hvis ikke du kan nå alt dette, er der desværre ikke andet at gøre, end at vente til ca 14 dage efter du havde sex, hvor du kan tage en graviditetstest. Husk at læse instruktionen grundigt hvis du skulle få brug for sådan en og være opmærksom på at den ikke er 100% sikker. Jeg vil dog råde dig til at gå til din egen læge hvis du er det mindste i tvivl.

Hvis du synes det hele virker uoverskueligt, og du bliver nervøs for om du er gravid, er det helt forståeligt! Hvis du har lyst kunne det nok være en god ide, at tale med en veninde eller din mor om det. Igen kan lægen også hjælpe dig, hvis du ikke har lyst til at snakke med nogle af dine nærmeste om det. Læger er vant til den slags henvendelser og har tavshedspligt.

I forhold til den blødning du havde mandag morgen, tror jeg den kom, fordi du ikke havde taget dine p-piller. Det siger nok ikke noget om, om du er gravid eller ej og farven skal du heller ikke være bekymret for. Blod bliver brunt med tiden så det tyder bare på at det har været en lille blødning.

Håber du kan bruge mit svar og at det ikke er blevet alt for langt og forvirrende! Det er en svær situation du står i og jeg synes det bedste ville være hvis du gik til lægen under alle omstændigheder. Det er ikke en bekymring du skal gå alene med

Alt det bedste,

Maria

Marias billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program