Pletter

brevkassespørgsmål

Pletter

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 13 år 3 måneder siden

Jeg har- i min nakke og lidt ned af ryggen + et par foran ved brystet, fået nogle mærkelige pigment pletter? det er bare nogle helt lyse runde pletter - men det ser jo ikke særlig kønt ud. Jeg har ingen ide om hvordan det er kommet, men i min nakke er der et helt område hvor der er plettet. Så mit spørgsmål er bare om i ved hvad det kan være? og hvordan jeg kan få det væk igen? eller om det selv er noget der forsvinder, med min brune farve ?? knus.

Svar: 

Kære dig.
Jeg er glad for at du skriver til os, for man kan nemt blive bekymret når man pludselig får nogle ”mærkelige” pletter på huden.

Du kan dog være ganske rolig. Det du beskriver lyder som et helt klassisk tilfælde af en svampeinfektion i huden, med et fint ord kaldet pityriasis vesicolor. Dette er en fuldstændig godartet sygdom og den smitter ikke.

Hvorfor svampen angriber huden vides ikke med sikkerhed, men varme, sved eller fugt fra f.eks. langt vådt hår hængende ned af ryggen kan bl.a. være med til at øge risikoen for at få sygdommen.

Den del af huden der er angrebet af svampen skal behandles med et svampemiddel som fås i både creme og shampoo. Behandlingen vil ret hurtigt få tilstanden i ro, men de hvide pletter må du leve med nogle måneder. Du vil dog opleve at de vil blive svagere i takt med at din solbrune farve forsvinder.

Har man først en gang fået svampen er der stor sandsynlighed for at den kommer igen.  Så det kan være nødvendig at forebygge infektionen inden næste sommer begynder.
Det er nødvendigt at du går til din egen læge så han kan undersøge pletterne og med sikkerhed stille diagnosen. Desuden skal du have medicinen på recept.

Håber du kunne bruge mit svar.
Knus Anne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program