P-piller mod akne?

brevkassespørgsmål

P-piller mod akne?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 6 dage siden

Hej Cyberhus.
Jeg har desværre ret mange bumser - både i ansigtet og også på ryggen, skuldrene og på brystet. Det generer mig rigtig meget at jeg også får bumser på overkroppen for jeg kan slet ikke gå i toppe eller t-shirts der bare er LIDT nedringede... Så slemt er det virkelig. Jeg har så googlet lidt, og læst at der er andre med samme problem der tager p-piller.
De skriver alle sammen at det virker, så min mor har bestilt tid til lægen så vi kan tage op og snakke om det. Jeg synes bare ikke at det er så rart at sidde ansigt til ansigt med nogle og snakke om sine bumser og p-piller og alt sådan noget, men jeg slipper selvfølgelig ikke helt for det. Men derfor har jeg bare lige et par spørgsmål som jeg gerne vil stille her først.
Altså jeg er 15 år. Snart 16. Jeg har aldrig været i seng med en fyr og forventer det bestemt heller ikke inden for den nærmeste fremtid, så det er ikke som prævention jeg skal tage p-pillerne, som de fleste andre sikkert også gør. Så er det okay KUN at tage dem mod akne?. Ud over det har jeg læst en masse dårlige ting om p-piller. De kan jo give blodpropper og jeg ved ikke hvad, så jeg vil ikke tage dem hvis jeg skal løbe en risiko? Jeg ved godt at alt medicin har bivirkninger men ville det være okay for mig at tage dem? Jeg er høj og slank, sund og rask... :-) tak på forhånd.

Svar: 

Hej med dig.

Mange tak for dit spørgsmål. Det er rigtig godt at høre, at du har bestilt en tid hos din læge til at tale om akne. Der er rigtig mange, der er meget generet af akne, hvor almindelig vask og håndkøbsmidler ikke er nok. Det er rigtigt, at der findes p-piller, der både virker som prævention og som også kan gøre, at ens akne bliver mindre. Det er også rigtigt, at p-piller giver en højere risiko for blodpropper. Men uanset om man tager p-piller eller ej, er det ret sjældent, at man får en blodprop, når man er ung. Der findes også andre midler mod akne. Forskellige cremer eller gel, som man også skal have på recept. Det er alt sammen noget, som din læge kan fortælle dig mere om, og sammen kan I finde ud af, om det er p-piller eller anden medicin, der kan hjælpe dig bedst.

Jeg kan godt forstå, at du ikke synes, det er så rart at sidde ansigt til ansigt med din læge og snakke om akne og p-piller, men din læge har talt om det masser af gange, og din læge vil ikke synes, at det er spor underligt!

Rigtig god jul!

Mange hilsner

Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program