P-piller
P-piller
Hej :) Jeg har i lidt over et halvt år taget p-piller. Grunden til, at jeg startede med p-piller var, at jeg havde problemer med min menstruation og det kunne p-piller hjælpe på. Her for en måneds tid siden fik jeg så en kæreste og så var der jo bare endnu bedre grund til at tage p-piller. Vi har ikke haft sex endnu og det skal lige siges, at jeg er jomfru (det er han ikke). Men jeg er lidt i tvivl om, hvor godt p-piller beskytter. Jeg er godt klar over, at man beskytter sig bedst hvis man OGSÅ bruger kondom, men hvis jeg nu kun bruger p-piller, er det så vigtigt, at jeg tager dem præcis samme tidspunkt hver dag? Jeg tager dem hver aften og har stort set aldrig prøvet at glemme dem. Men det er meget forskelligt hvilket tidspunkt på aftenen det er, det kan være lige fra klokken 20 til 1 om natten. Og hvad nu hvis jeg glemmer 1, men tager den morgenen efter fx (dvs under 12 timer efter, at jeg rigtig skulle have taget den) og så én igen om aftenen? Hvor godt beskyttet er jeg så? Og når jeg har holdt 7 dages pause, er jeg så beskyttet igen så snart jeg har taget den første pille i en ny pakke? Hvis jeg nu vælger at springe en menstruation over, men fx kun tage 1½ pakke, gør det så nogen forskel for, hvor godt jeg er beskyttet? Håber I kan hjælpe mig :)
Hej.
Rigtig godt du skriver herind, for det er vigtigt at have styr på sin prævention, så man kan bruge det rigtigt og føle sig sikker.
Først lidt om p-pillers sikkerhed: De almindelige p-piller er 99,8% sikre. Dvs. en meget meget sikker prævention mod graviditet. Dermed ikke sagt at man absolut ikke kan blive gravid mens man tager p-piller, for det sker en gang imellem, men altså meget sjældent, og langt de fleste piger/kvinder er godt beskyttet med p-piller. P-piller styrer din menstruation med de hormoner der er i pillen, og forhindre at dine æg modnes, så du ikke får ægløsning, og dermed ikke frigiver et æg til befrugtning.
Sikkerhed i forhold til tidspunkt: Almindelige p-piller skal ikke tages på et helt bestemt tidspunkt, men det er rigtigt som du skriver, at man skal tage dem senest 12 timer efter man normalt tager p-pillen. Du er altså beskyttet lige så godt hvis du tager p-pillen inden der er gået 12 timer, som hvis du havde taget en på det normale tidspunkt. Så længe du tager p-pillerne rigtigt er du beskyttet. Også i de 7 dages pause, ja faktisk hele tiden. Hvis du tager det der hedder mini-piller er der lidt skarppere regler, men jeg går ud fra at du tager de almindelige.
Hvis du glemmer en pille og der går mere end 12 timer: Du kan læse i indlægsedlen i p-pille-pakken hvordan du skal forholde dig hvis du glemmer en pille, og ikke får den taget inden der er gået 12 timer. Det afhænger nemlig af hvilken uge du er i, og jeg kan derfor ikke give dig et præcist svar, det må du læse på sedlen.
Hvis du springer en menstruation over: Så længe du tager pillerne er du beskyttet. Det er derfor lige meget om du forlænger p-pille-perioden, så længe du tager p-pillerne frigiver din krop ikke æg, og du kan ikke bliver gravid. Til gengæld kan man få lidt pletblødninger fordi der går uorden i hormoncyklus, men det går over igen.
Du må ikke forkorte en p-pille-periode, altså få din menstruation før tid, kun forlænge. Hvis du stopper midt i en p-pille-periode forringes din sikkerhed og du kan blive gravid. Forlæng derfor altid, forkort aldrig pille-perioden.
Når alt det her om p-piller er sagt, synes jeg også det høre med at fortælle, at p-piller ikke beskytter mod seksuelt overførte sygdomme som clamydia, gonore, kønsvorter mm. Det er kun kondom der beskytter mod disse sygdomme. Sygdommene er alvorlige (kan ex. gøre at man ikke kan få børn), og er derfor værd at undgå. En måde at gøre det på er, at få din kæreste til at blive tjekket hos sin læge, inden i har sex uden kondom. Hvis han har en af sygdommene kan han blive behandlet inden i har sex, og så undgår du at blive smittet. Det er altid en god ide, at blive tjekket inden man har sex med en ny, så man ikke bringer en eventuel smitte videre, og også selv kan blive behandlet, så hvis din kæreste har haft ubeskyttet sex, altså sex uden kondom, synes jeg han skal tjekkes inden du har sex med ham. Da du ikke har haft sex med nogen kan du ikke have sygdommene.
Jeg håber du kunne bruge mit svar. Hvis du er i tvivl om noget er du velkommen til at skrive igen.
Hilsen Lea