P-piller.

brevkassespørgsmål

P-piller.

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 1 uge siden

Kære Cyberhus.

Er kommet til den konklusion at jeg rigtig gerne vil på p-piller, da jeg fået en (ny) fast kæreste og også fordi min mens er meget uregelmæssig. Jeg brugte altid kondom med min tidligere kæreste. Jeg er bare lidt i tvivl om nogle ting: Skal jeg opsøge en læge eller gynækolog? Behøver at få foretaget et tjek når jeg altid har brugt kondom og derfor (højst sandsynligt) ikke har nogen kønssygdomme? Jeg har også læst at det kan være en god ide at bruge kondom stadig i sin første p-pille pakke, bare for at være sikker, men er det virkelig nødvendigt? Burde man ikke være fuld beskyttet fra dagen man begynder, hvis man altså tager dem rigtigt? Hvor mange gange om dagen skal man tage dem? Og jeg har også undersøgt noget om generationspiller, og at nogen fremkalder større chance for blodpropper end andre?  Jeg er altså lidt forvirret. Håber I kan hjælpe. 

Svar: 

Kære du

Det lyder umiddelbart som en god ide at prøve p-piller. Du kan nøjes med at gå til din egen læge og få dem. Nogle læger vil gerne lave en gynækologisk undersøgelse - andre lader være. Hvis du ikke er meget for at få lavet undersøgelsen kan du snakke med din læge om det. Hvis du tager dem rigtigt vil du være dækket fra første dag, så nej, normalt er der ingen grund til at bruge kondom den første måned. Man tager normalt en pille om dagen i 3 uger og holder så pause en uge (hvor der kommer en blødning).

Derefter starter man igen med en pille om dagen i tre uger osv. Det er helt korrekt at der er noget med generationer. Normalt skal man have 2. generations p-piller fordi det er dem der giver mindst risiko for blodpropper. Blodprop er en sjælden bivirkning til piller og ikke noget man normalt vil være bekymret for med mindre man er ryger, har blodpropper i familien og/eller er over 30 år. Din læge vil sikre sig at du ikke er i risikogruppen for det inden han/hun udskriver en recept.

Håber det hjalp på forvirringen :)

Mvh Maria

Marias billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program