Op til menstruation

brevkassespørgsmål

Op til menstruation

brevkassespørgsmål af
bille
19 år
Oprettet 7 år 11 måneder siden

Hej læge. 

Op til min menstration får jeg sådan nogle "jag" i hele skridtet og i mine kønslæber. Ikke sådan "smerte" hele tiden. Men "jag" eller en "murren" eller "stikken" også nogle gange krampe. Jeg oplever, at motion hjælper, og at massere det ( må man godt det , "dernede"?)

Hvad er det? Almindelige menstrautionssmerter? Er det normalt? Jeg får også smerter der stråler om i endetarmen, og ved ikke om det kan det, op til menstruation ? Og så bliver jeg mere ked af det, "hudløs" og græder mere. Er det normalt? Min læge er rigtig dårlig, så hende vil jeg ikke op til. 

Svar: 

Hej Bille.

Mange tak for dit spørgsmål!

For det første vil jeg gerne sige, at jeg er ked af at høre at du ikke er glad for din læge, det er rigtig vigtigt at man har en læge man stoler på og føler sig tryg ved, netop så man kan komme med sine bekymringer og spørgsmål. Du vil i fremtiden nok også opleve flere gange situationer hvor du har brug for at gå til læge, så hvis ikke du er glad for den du har, synes jeg da at du skal prøve at undersøge om du evt kan skifte læge eller om der er andre i klinikken fx en yngre læge du kan komme ind til, så du ikke går og gemmer på dine problemer.

Nå nu tilbage til dit spørgsmål :)

Du skriver ikke så meget om din menstruation ellers er normal, altså har du også ændringer i dit blødningsmønster fx i mængden eller i længden af din cyklus, og hvor længe har du haft menstruation og har du altid haft disse symptomer. Dette kan være relevant ift hvad man skal overveje ved dit spørgsmål.

Jeg går ud fra at du har haft din menstruation i nogle år og at de her symptomer ikke er helt nye, men måske noget der "altid" har været der, ligeledes regner jeg også med at der ikke er nogen ændringer i dit blødningsmønster og i din cyklus.  Med udgangspunkt i det, så beskriver du at du ved hver begyndende menstruation, et par dage op til, begynder at få smerter i underlivet. Nogen gange stråler det ned i skridtet og andre gange om i endetarmen. Du mærker også at du bliver mere følsom i den periode du har din menstruation. Men alle disse ting går over når din menstruation er overstået igen.

Når man får sin menstruation skyldes det blandt andet sammenspillet mellem en masse hormoner i ens krop, og disse hormoner kan også påvirke en psykisk, netop til at man bliver mere følelsesladet dvs men kan have nemt til gråd eller bliver mere opfarende. Menstruations blodet er egentligt slimhinden i livmoderen der udstødes, og for at det kan det trækker livmoderen sig sammen og kan give disse krampe agtige smerter. Dette er alt sammen meget normalt og noget som mange kvinder gennemgår hver gang de har menstruation. Hvis man har meget kraftige smerter i flere dage eller meget kraftige blødninger, kan det nogen gange hjælpe fx at begynde på p-piller eller få en spiral, men det er noget som man skal ind og have en samtale med sin læge om.

Her er der en rigtig god hjemmeside hvor du kan læse noget mere om menstruation og de symptomer man kan have ved den, jeg håber det også kan hjælpe lidt:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/om-boern/pubertet/menstruation/

Jeg synes derfor som udgangspunkt at dine symptomer lyder som normale menstruation gener og dermed fredelige og ikke noget du skal være bekymret for :) Men rigtig godt er du er opmærksom på din krop og reagerer når du føler at noget er anderledes. Jeg håber det kunne hjælpe lidt og så håber jeg at du kan finde en læge som du i fremtiden føler dig tryg ved at gå til med dine problemer, vi er her trods alt for at hjælpe patienterne :)

Med venlig hilsen Læge Julie

JulieBs billede
Julie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program