Min pik brænder!

brevkassespørgsmål

Min pik brænder!

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

Hej igen og tak for svaret:-) ville bare lige sige at jeg brugte creamen efter det begyndte at brænde. Og jeg er meget flov over at tage til lægen med det. Derfor har jeg nogen spørgsmål om det 1: må man selv bestemme om det skal være en mand eller kvinde, og kan det være et andet lægecenter så man ikke skal møde lægen igen? 2: hvis man nu skal købe medicin hos apoteket, står der så på medicinen fx. Denne medicin mod klamydia? Eller står der noget andet 3: hvordan undersøger de en? 4: hvor meget koster medicinen, siden jeg ikke ville involvere mine forældre i det. Please! svare hurtigt igen. Tak på forhånd:-)

Svar: 

Hej igen!

Godt du skriver igen, så er det nemmere for mig at hjælpe dig.

Det lyder som om, du har læge i et lægecenter, hvor der er flere læger. Hvis det er tilfældet, må man de fleste steder selv bestemme, hvem man vil ind til. Du kan sagtens sige til sekretæren, at du gerne vil have en tid hos en mandlig læge. Mange steder har de også en ung uddannelseslæge, måske ville du synes det var nemmere at snakke med en ung om det...?

Som regel kan man kun få tid i et andet lægehus, hvis ens egen læge holder lukket, hvis det er noget akut, og man ikke kan få tid hos egen læge eller lignende.

Der står på medicinen, hvad den er mod.

Når du kommer til læge, skal han se din penis for at vurdere, hvad der er galt. Mange er bange for at bliver undersøgt for klamydia, da man måske har hørt, at lægen stikker en vatpind op i penis. Sådan var det i gamle dage. I dag kan man undersøge det med en urinprøve, så det skal du ikke være bange for.

Da jeg ikke ved om/hvilken medicin, du evt skal have, kan jeg ikke svare på dit spørgsmål om prisen. Hvis din læge udskriver medicin til dig, kan du spørge ham om prisen.

Mange synes, det er pinligt at gå til lægen med kønssygdomme og lignende. Men husk på at lægen ser rigtig mange patienter med de samme problemer som dig. Så lægen synes ikke, der er noget pinligt, ulækkert eller unaturligt i at undersøge dig. Tvært imod vil han nok synes, det er godt, at du tager problemet alvorligt og kommer afsted og bliver undersøgt. Lægen har tavshedspligt. Det betyder, at det, du fortæller ham i konsultationen, må han ikke fortælle til andre. Han fortæller heller ikke dine forældre om, at han har undersøgt dig for en kønssygdom. Det samme gælder de ansatte på apoteket. De har også tavshedspligt, og må ikke fortælle nogen, hvilken medicin du har købt.

Så ring du bare til lægen og få en tid. Jeg tror, du vil være lettet, når du har fået det overstået.

Venlig hilsen

Marie Louise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program