Menstruation holder ikke op

brevkassespørgsmål

Menstruation holder ikke op

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Hej! Jeg var vel 13-14 år da jeg fik menstruation, men da jeg så fik det, ville det ikke holde op igen efter at de 7 dage var gået. Da det var min første gang jeg havde det, så jeg troede at det måske var meget normalt. Jeg blødte meget og mavesmerterne var også slemme, så jeg besluttede da der var gået over en måned og min menstruation stadig ikke var holdt op, at spørger min mor hvad der skete. Hun tog mig så til lægen, for jeg havde også klaget over hovedpine og folk sagde at jeg så meget bleg ud. Det viste sig så at jeg ikke havde særlig meget blod tilbage, og jeg kunne se på lægen at hun var lige ved at indlægge mig - hvilket hun også sagde. Jeg fik så nogle p-piller som nu holder styr på hvornår jeg får min menstruation, men smerterne og den kraftige blødning er der stadig. Men jeg kunne godt tænke at få et svar på hvorfor min menstruation ikke ville holde op og om der nogensinde er en chance for at den bliver normal?

Svar: 

Hej med dig :-)

Jeg kan godt forstå du har lyst til at finde et svar. Det må have været meget ubehageligt og vildt skræmmende at den aller første blødning var så kraftig, at du næsten måtte indlægges.

Jeg vil prøve at give dig et svar så godt jeg kan. De aller første gange man har menstruation er der utrolig store udsving i ens hormoner, hvilket kan give mange eller meget lange blødninger. Det er heller ikke sikkert, at der er en ægløsning inden hver blødning og det gør at kroppen har svært ved at regulere blødningen. Det er faktisk ikke så ualmindeligt at få meget ualmindelige blødninger de første gange. 

Jeg kan ikke helt læse på dit spørgsmål, om du i de sidste 3-4 år har været hos din læge. Der er forskellige muligheder for at få andre p-piller, som måske kan hjælpe bedre på dine smerter og blødninger. Der er også mange unge piger, som bliver meget trætte og mangler jern fordi de bløder meget hver måned og det kan man måle i en blodprøve. Der er også nogle piger, som bliver henvist til en gynækolog for at blive undersøgt lidt ekstra, hvis de har meget kraftige blødninger og smerter. 

Jeg tror bestemt der er gode chancer for, at din menstruation bliver normal. Jeg håber, du vil tage en til tur ned til din læge og stille dine spørgsmål. Hun vil kunne hjælpe dig længere på at finde ud af, om det du oplever måske er helt normalt - eller om I skal prøve f.eks. andre p-piller. 

Jeg håber, du har fået lidt svar på dine spørgsmål. 

Pas rigtig godt på dig selv.
De varmeste hilsner
Gry

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program