meget små bryster!!

brevkassespørgsmål

meget små bryster!!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Hej cyberhus :) Jeg skriver herind pågrund af det med bryster. Jeg går i 9. klasse og er en MEGET spinkel og tynd pige! Jeg har næsten ingen bryster føler jeg og bruger kun bh noglegange som er størrelse 60 a !! meget pinligt synes jeg :( Nu er den bh også lidt for lille til mig og jeg kunne godt tænke mig en ny men tør bare ikke at købe en !! Jeg vil gerne spørge om det egentlig passer at p-piller gør ens bryster større og om en pige på 14-15 år godt må tage det. Også ville jeg spørge om man egentlig tager på af alkohol og om det måske ville hjælpe på at mine bryster blev lidt større?? Må så desværre ikke drikke så meget for mine forældre og vil egentlig heller ikke medmindre det hjælper på mine brysters størrelse!!! Andet man kan tage for at tage på ??? Er bare så frustreret fordi alle mine veninder og piger jeg kender har større en mig og går med bh og har mellem bryster og store bryster og jeg har ingenting!! :( Og det er også bare så træls når drengen kigger på en og såen !!! Jeg hader det sådan !!!!!!!! HJÆLP vh den frustreret

Svar: 

Kære Frustrerede.

Jeg kan godt forstå det errigtig irriterende for dig, jeg skal se om jeg kan hjælpe dig.

Kvindelige kønshormoner dannes ud fra fedt, og det er derfor rigtigt som du skriver, at hvis du er meget tynd, så kan det godt være, at det er derfor dine bryster ikke er vokset så meget. Det kan nu også bare være fordi, du er lidt senere udviklet end de andre piger, og at det nok skal komme med tiden (selvom det kan være rigtig træls at vente på). 

Du spørger om man tager på af alkohol. Ja, det gør man, og det er fordi alkohol indeholder rigtig meget energi. Jeg vil dog stærk advare dig imod at drikke mere alkohol for at tage på. Det er ikke den rette måde at øge sin vægt på, da alkohol er ekstremt usundt for kroppen, især når man er ung. Jeg synes derfor det er godt, hvis du holder dig fra alkohol til du er blevet lidt ældre. I stedet vil jeg anbefale dig at spise noget mere mad, simpelthen skrue op for portionernes størrelse, og måske tage 2 gange i stedet for 1. Hvis du begynder at spise mere mad, altså mere ris/pasta/kartofler, flere rugbrødsmadder, mere havregryn om morgenen, flere rosiner, flere kiks eller hvad du spiser, så vil du stille og roligt tage på på en god måde. I starten kan det også være fint at skrue op for frugt og juice, da det også indeholder en del energi, og frugt er tilmed sundt, så på den måde vil du også indtage flere sunde kalorier (dog højst 5 stykker frugt om dagen, da frugtsukkeret kan skade dine tænder). 

I forhold til p-piller, virker de ved, at når man indtager kvindelige kønshormoner, påvirker de bryster og menstruationscyklus. At tage p-piller kan man dog kun hvis man har fået sin mentsruation, og gives fortrinsvis til piger som skal bruge det som prævention, altså for at undgå at blive gravide. Nogle gange kan man dog godt give p-piller til piger der har en langsom kønsudvikling, men det er noget din egen læge bestemmer efter han/hun har undersøgt dig. 

Nu ved jeg jo ikke præcist hvordan du ser ud, om du laver meget motion og hvad du spiser, men jeg vil anbefale dig at tage på i vægt, og så se hvad der sker. Hvis du dyrker meget sport, som jo er godt, ville jeg alligevel skrue lidt ned, så du ikke forbrænder helt så meget energi som du plejer. Dermed ikke sagt at du helt skal stoppe med motion, men hvis du dyrker hård motion ofte, vil jeg anbefale at du skærer lidt ned. Derudover vil jeg anbefale dig at spise mere og måske lidt federe, mere smør, mere ost, mere syltetøj, lidt mere chokolade. Selvom man siger "alt med måde", så synes jeg det er okay at skrue lidt op for de fede ting hvis man ønsker at øge sin vægt. Hvis du ikke har fået menstruation endnu eller den er meget uregelmæssig (kommer sjældent), synes jeg du skal se tiden lidt an, og se om ikke den kommer når du øger din vægt. Hvis der går endnu længere tid, synes jeg du skal gå til lægen og tale med ham/hende om det. Lægen har talt med mange piger om de problemer du har, og vil ikke synes det er mærkeligt at du kommer, så det skal du ikke være nervøs for. Lægen vil så vurderer om du bør få p-piller eller ej.

Jeg kan godt forstå du synes det er træls, men jeg kan trøste dig med, at langt de fleste piger får udvikling af deres bryster, enten af sig selv, eller ved brug af p-piller. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Hilsen Lea

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program