Maniodepressiv

brevkassespørgsmål

Maniodepressiv

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 11 år 9 måneder siden

Hej. Jeg fik igår, konstateret lidelsen maniodepressiv. Jeg er nu gået helt i chok og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, eller hvordan jeg skal forholde mig til det. Kan i evt. fortælle og forklarer lidt omkring det? Har "googlet" det, og synes ikke rigtig jeg kunne få svar på, hvad der skal ske og om man nogensinde kommer af med sygdommen igen. Jeg er pt. meget deprimeret og synes selvfølgelig det er møg træls! På forhånd tak! Vh. M

Svar: 

Hej M

Det er helt forståeligt, at sådan en diagnose må give en hel masse spørgsmål. Jeg vil kort forsøge, at give et overblik over lidelsen og til sidst komme med nogle gode råd til hvordan du kommer videre.

Personer der er maniodepressive oplever i løbet af deres liv kortere eller længere perioder med depression og mani. Imellem disse har de perioder med helt almindeligt humør.

Depressive perioder er kendetegnet ved blandt andet  tristhed, initiativløshed, koncentrationsbesvær, nedsat selvtillid og  søvnbesvær. 

I de maniske perioder vil personen have en voldsom opstemthed. Selvom det umiddelbart lyder mere behageligt end de depressive perioder, er det ofte i de perioder, de maniodepressive oplever de største problemer. De bliver utroligt impulsive og kan på kort tid tage meget dårlige beslutninger med store økonomiske og sociale konsekvenser. Det kunne f.eks være gå i banken og låne en masse penge og give dem til tilfældige. Eller det kunne være at bryde med folk de elsker, fordi de fik en impulsiv idé om, at det kunne skabe fred i verden. De har ofte en anden opfattelse af virkeligheden end deres omgangskreds, har meget høje tanker om sig selv og kan blive meget aggressive og irriterede på alle, som ikke kører i deres tempo og tager del i deres virkelighedsopfattelse. Da de to tilstande mani og depression nærmest er hinandens modpoler, kalder man også lidelsen for bipolær lidelse (bi = 2, altså to poler).

Personer med bipolær lidelse er ofte rigtigt gode til at mærke om de er i gang med at få en depressiv eller manisk periode. De enkelte perioder vil med den rette behandling ofte være hurtigt overstået, men de fleste maniodepressive oplever, at de i løbet af livet, vil få tilbagefald med nye maniodepressive perioder. Hvor hårdt man er ramt er meget forskelligt fra person til person og det er forløbet også. Fælles for alle er dog, at det særligt er hvor god man er til at få og følge behandlingen imellem perioderne med mani/depression, som afgør, hvor virksom behandlingen er. Behandlingen består primært af medicin, at leve et sundt liv med motion, regelmæssig søvn og så lidt alkohol som muligt.

Når du nu har fået diagnosen, tænker jeg, at du på et tidspunkt må have været i kontakt med en psykiater. De er specialister i sindslidelser som maniodepression og de vil være rigtigt gode at snakke med, om alle de spørgsmål du måtte have. Har du ikke lige en psykitater ved hånden, kan din egen læge også svare på mange spørgsmål eller henvise til en psykiater. En god hjemmeside om bipolær lidelse er den her, som er sundhedsvæsnets hjemmeside med patientinformation. Det er også altid godt at tage fat i dem der tættest på en, når man tumler med svære ting. Tætte venner, kærester og familie vil man ofte blive overrasket over, hvor meget man kan få ud af at snakke med.

Jeg kan godt forstå, at det er en voldsom diagnose at få. Men du skal vide at det er mange ting der kan sættes i værk for at holde lidelsen på afstand, og der er mange gode mennesker både i og sikkert også uden for sundhedssystemet, der vil være der for dig, og hjælpe dig alt hvad de kan.

Venlig hilsen 
Jakob
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program