Mærkelige hår og knopper

brevkassespørgsmål

Mærkelige hår og knopper

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 7 måneder siden

Hej med jer. Jeg kender ikke dette website så godt, men jeg ville bare lige have et svar på et lidt pinligt spørgsmål, og jeg håber, at I er de rette at spørge... Da jeg var tolv, begyndte jeg at få små gyldne dun i skridtet. Det syntes jeg selv var enormt sejt. Men i købet af årene er hårene blevet tykkere og mørkere og en del længere. De sidder meget tæt og så er de helt hårde og spidse og nærmest ståltråds-agtige. Selv syntes jeg, at det var ret ubehageligt, og de andre drenge til idræt har også fået hår på den, men deres ser tynde og lyse ud, mens mine er stride og mørke. Så en dag besluttede jeg mig for at barbere det af. Eller i hvert fald noget af det, da jeg ikke synes, at det skulle være synligt, at jeg har barberet mig. Så jeg fandt en, måske brugt, engangsskraber i en kurv på badeværrelset, skyllede den, og forsigtigt begyndte jeg at tage de værste hår. Men nu er der kommet små knopper, der hvor hårene sad, og jeg er blevet ret rød dernede... Ikke nok med det, så er hårene kommet frem igen, nu endnu mørkere og endnu stridere! Hvad har jeg gjort galt? Har jeg fået en eller anden sygdom? Kan de røde knopper fjernes, eller kan man i det mindste smørre hårene med noget "shampoo" af en slags, der gør dem tyndere og lysere? Svar venligst på mit mærkelige spørgsmål, det vil hjælpe mig en del!

Svar: 

Hej med Dig.

Det er det helt rette sted at spørge, jeg skal se om jeg kan svare på dine spørgsmål.

Det at dine hår i skridtet startede med at være lyse og dun-agtige, og nu er blevet mørkere, tykkere og mere stive, er en helt normal udvikling i forhold til det at blive mand. Det kan være du er lidt hurtigere i din udvikling end de andre fra din klasse, og derfor er dine hår blevet mørkere hurtigere end de andre drenges. Deres hår skal også nok blive mørke og stive i det, det tager bare lidt tid at udvikle sig. Du er med andre ord helt normal.

Når man barberer sig for neden er det vigtigt at bruge en ren skraber. De røde knopper du har fået er fordi den skraber du har brugt ikke har været helt ren og skarp. Huden kan derfor blive irriteret og måske en lille smule betændt, men det går som regel over af sig selv efter nogle dage. Der er ikke noget farligt i det, men det er selvfølgelig ikke så rart. De nye hår der gror ud er ikke tykkere, stivere eller mørkere end dem man fjernede. Det kan dog godt føles sådan fordi de er stive så længe de er korte, og lidt mørke lige når de gror ud. Det er helt normalt at det er sådan. Når de gror helt ud i deres fulde længde, vil de være ligesom før du barberede dem af.

Du er derfor ikke syg, det eneste du kunne have gjort anderledes var at bruge en helt ren skraber. De røde knopper skal nok forsvinde, og de andre drenge i klassen skal nok få samme slags hår i skridtet som dig, du er måske bare lidt hurtigere udviklet end dem. Jeg kan ikke anbefale dig at bruge nogen særlig shampoo eller blegemiddel, det er det rene gift for huden, men helt almindelig hygiejne med almindelig sæbe eller det der hedder intimsæbe, og som kan fås i matas, er en god idé, men ikke mere end én gang om dagen, da huden ellers bliver tør og irriteret.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Hilsen fra Lea

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program