Luseliv
Luseliv
Hej Brevkasse. Jeg har fået besøg af nogle ekstremt irreterende små væsner i mit hår...nemlig LUS! Jeg har sagt det til min mor, men hun siger bare at vi ikke har råd til lusemiddel, og at de nok forsvinder af sig selv. Jeg vil bare gerne have dem væk nu! Men hun har jo ret vi har ikke særlig mange penge at gøre med:( Forsvinder de virkeligt af sig selv? Er der andet der gør at de forsvinder (måske noget man kan lave af dagligvarer)? På forhånd tak Johanne
Hej Johanne
Det er må godt nok være rigtig irriterende for dig, og der er ikke noget at sige til, at du godt vil af med dem med det samme. Lus kan godt forsvinde af sig selv, men det kan tage rigtig lang tid, og jeg synes ikke du behøver at vente på det. Lus kan være rigtig irriterende og de kan klø og give små sår, fordi man kradser i dem.
Du kan blive smittet på mange måder, men tit sker det ved at to hoveder kommer tæt på hinanden og så springer de simpelthen fra hoved til hoved. Det er nemt at få lus og det hænger ikke sammen med hvor meget du vasker dit hår eller ikke, så det er ikke din skyld at du har fået lus. Der udover smitter de ret meget, så det er vigtigt at få dem væk så hurtigt som muligt.
Jeg kan ikke ud fra din mail læse, om det klør, og om du har set selve lusene. Det er ret vigtigt, at du er sikker på at du har lus og det kan du nemt lige tjekke. Du kan prøve at rede hele håret igennem med en tættekam fra hovedbund til hårspids. Så banker du tættekammen ud på et hvidt underlag, og så kan det være, du kan se lusene. De er meget små og det kan godt være du skal bruge en lup.
En tættekam er egentlig bare en almindelig kam, men hvor der er meget lidt afstand mellem takkerne. Du kan købe den på et apotek og den koster meget lidt, så måske vil din mor gerne hjælpe dig med at købe den.
Det vil her være en rigtig god idé, hvis du får f.eks din mor til at hjælpe dig. At bruge en tættekam er en rigtig god metode til at fjerne lus, desværre tager det lidt tid, så det er også en god idé at være tålmodig.
Du kan starte med at gøre dit hår vådt og putte balsam i håret. På den måde bliver håret nemmere at rede ud. Først reder du håret med en almindelig børste. Når du har redt håret igennem med den almindelige børste, reder du håret med tættekammen. Når du begynder med tættekammen så husk at red fra hovedbund og ud til hårspids og start helt nede ved hovedbunden, det er nemlig der de fleste lus sidder. Efter hvert tag skylles eller bankes tættekammen, så lusene falder af. Prøv at se om du kan gå igennem alt dit hår på den måde og prøv at vær omhyggelig.
Nu kommer der noget vigtigt: Man bliver nødt til at gøre det igen, så du skal bruge tættekammen igen hver 2. dag i 14 dage. Det er fordi, at når man bruger tættekam er det meget svært at få de helt små lus og æggene med. Ved at gentage kæmningen, som det hedder, får man de udklækkede lus med, og de skal helst ikke nå at lægge nye æg. Er man omhyggelig, er der en rigtig god chance for, at man bliver lusene kvit.
Udover tættekam findes der forskellige shampooer, der kan købes på apoteket. De indeholder insektdræbende midler.
Har du lus, er det vigtigt at dine nærmeste også bliver undersøgt, så de også kan blive behandlet, hvis de har lus. Det er lusebiddene der klør, men man kan godt have lus uden at det klør. Men det er alligevel vigtigt at blive undersøgt, hvis man har været i kontakt med én der har lus. Har du lus, synes jeg, at du eller din mor skal sige det til en voksen i skolen og hvor du ellers er.
Held og lykke med det, Johanne.
Mvh Kathrine