Kvalme hele tiden. Hvad sker der med mig?

brevkassespørgsmål

Kvalme hele tiden. Hvad sker der med mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 4 måneder siden

Hej søde brevkasse! Jeg er begyndt at have en kvalme her på det sidste. Det er en svag kvalme, men som jeg alligevel finder ubehagelig. Når jeg begynder at tænke på mad, får jeg kvalme - især chokolade. Men altså, jeg elsker mad! (Hvert fald det jeg kan lide. Er ret kræsen). Jeg er så sulten hele tiden, men jeg kan ikke få mig til at spise noget, for jeg er bange for at jeg kaster det op - fordi jeg har den her kvalme. Og så her om morgen når jeg skal i skole, så KAN jeg ikke spise morgenmad. Fordi jeg får sådan en 'spændt' følelse. Altså jeg er alt for spændt på dagen, så jeg kan ikke få noget mad ned. Og nogle gange er det blandet med en kvalme. Når jeg så kommer i skole, så er jeg sulten. Men jeg kan stadig ikke spise noget. Jeg prøver at spise noget af min mad, men det bliver kun til 1-2 bidder af den. Jeg synes det er så pinligt at min mave rumler i skolen. Og det er så ubehageligt at jeg hele tiden har den her svage kvalme.. Hvad sker der med mig? :(

Svar: 

Hej med dig!

Det er godt du skriver herind, så vi kan få gjort noget ved al den kvalme. Det må sørme ikke være rart. Og du må efterhånden også være godt sulten :-)

Du skriver, at du ikke kan spise om morgenen fordi du har en spændt følelse i maven over at skulle i skole. Er der en speciel grund til, at du har den følelse? Hvis man ikke har det så godt ovre i skolen, kan man godt få kvalme pga. nervøsitet. Man kan også få kvalme af at være ked af det. Hvis du går rundt og er nervøs over noget eller ked af det, synes jeg det er vigtigt du taler med en voksen om det. Det kan være dine forældre, et andet familiemedlem eller en lærer, ja det kan også være din læge. Det er vigtigt at du får lettet dit hjerte og får talt med én hvis du er ked af det, så du kan få noget hjælp til at løse problemet.

Hvis der ikke er noget du er ked af, så synes jeg du skal gå op til din læge og fortælle om din kvalme. Det er svært at sige ud fra dit brev hvad grunden til den kvalme du render rundt med. Men din læge vil kunne stille en masse spørgsmål og evt. tage nogle prøver, så I sammen kan finde ud af det.

Ligegyldigt hvad din kvalme skyldes, synes jeg det er meget vigtigt du snart bliver fri for den. Det er synd for dig du skal gå rundt og have det så skidt.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er velkommen til at skrive herind igen, hvis det er :-)

Mange venlige hilsner og god bedring fra Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program