Kugle i brystet

brevkassespørgsmål

Kugle i brystet

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Hej.

jeg har eb stor kugle i mit højre bryst har haft det i 1-2 år nu. Og har været ved læge før. Han sagde det var meget normalt af min alder det betød bare at mine bryster vokser men de er beæret støre så nu er jeg meget bange for hvad det kan. Være. 

Svar: 

Hej med dig,

For at besvare dit spørgsmål bedst muligt, vil jeg først fortælle lidt om brystets opbygning. Det består af mælkekirtler, mælkegange, fedt og er dækket af hud. Ved brystvorten samles alle mælkegangene, og når man har født er det derfra at mælken løber ud til babyen. Mælkekirtlerne er små "fabrikker", der dels laver mælk, og dels bliver stimuleret til at vokse, når kroppen bliver udsat for hormoner. Hormoner er små signaler, der farer rundt i kroppen og giver besked om hvad kroppen skal gøre. Når mælkekirtlerne modtager et signal fra hormonerne, begynder de at vokse. Specielt i puberteten udsender kroppen en hel masse hormoner, kønshormonerne (østrogen og testastoron), som udover at få brysterne til at vokse, også sætter gang i en masse andre ting, blandt andet styrer de menstruationen, fedtfordeling, sved, kønsbehåring og meget mere. Specielt omkring menstruationen kan der komme disse "hormon-knuder" i brystet, og der kan endda komme flere. Ofte bliver de mindre efter menstruationen.

Hos piger og kvinder under 25 års alderen er den hyppigste slags knude i brystet noget der hedder en "vandsæk" eller en "cyste". De er helt ufarlige, og de fleste forsvinder helt af sig selv igen. En anden hyppig type knude er en fedtknude, som kan skyldes at man har fået et slag på brystet. De er også helt ufarlige, men kan gøre at brystet ikke ser helt jævnt ud. En sidste slags knude, der er almindelig hos unge er fortykkelser af huden, ligesom modersmærker. Hos kvinder over 40 år, der har en knude i brystet skal man mistænke brystkræft. Men det rammer aldrig børn, med mindre der er mange unge kvinder i familien, der har haft brystkræft. 

Det er en god ide at undersøge dine bryster selv, eller få din mor eller veninde til at hjælpe dig. Du kan også altid få lægen til at undersøge dig! Når du undersøger brystet er det en god ide at være systematisk. Start f.eks i midten, og undersøg hele vejen rundt, og sørg for at undersøge selve brystvorten også. Du skal også undersøge din armhule, da en del af brystet gemmer sig deroppe. Når du undersøger brysterne, er det en god ide at stå foran et spejl, så du også kan se om de bevæger sig ens op og ned, når du tager armene op over hovedet og ned langs siden. 

Hvis du er det mindste i tvivl om nogle knuder i dit bryst, så er det altid en god ide at snakke med din egen læge om det. En læge vil hurtigt kunne afgøre om det er noget der forsvinder af sig selv eller noget der kræver en speciallæges vurdering. En speciallæge kan lave et slags røntgenbillede af brysterne (mammografi/ultralyd), for at se hvordan knuden ser ud og hvor stor den er. Det er meget sjældent at man gør det hos børn, da de fleste knuder som sagt forsvinder af sig selv. Hvis det er 1-2 år siden du sidst har set en læge, synes jeg det kunne være en god ide at snakke med ham/hende igen. Derudover kan prøve at snakke med en god veninde om det. Knuder i brystet er almindelige hos børn og unge kvinder, så du kan nok finde nogen der har det på samme måde som dig.

Som udgangspunkt er 2 bryster aldrig ens. Der er altid lidt eller meget forskel på dem. Det er noget som mange piger og kvinder går meget op i. Men det er vigtigt at vide at drenge ikke går særlig meget op i hvordan de ser ud, selvom det er noget af det de snakker allermest om. Hvis man er dreng og er forelsket og man kysser med en sød pige, så betyder hendes brysters udseende ingenting. 

Håber du fik svar på dit spørgsmål.

Mvh David

Davids billede
David har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program