Konstant syg

brevkassespørgsmål

Konstant syg

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Hej med jer. Jeg har i en del måneder efterhånden været småsyg konstant og er ved at blive virkelig træt af det... Nu er jeg også begyndt at blive meget nedtrykt og det hele gør tilsammen at jeg ikke fungerer særligt godt til hverdag. Det er ikke vildt belejligt, da jeg går i 3.g og snart skal finde ud af mit liv og i det hele taget give den en ekstra skalle med prøver og karakterer alt den slags... Jeg er lidt bange for at komme til at lyde meget hypokonder-agtig, men jeg vil gerne lige prøve at beskrive mine "symptomer". Først og fremmest blev jeg forkølet tilbage i september, og har været det lige siden, uden pause, hvilket gør, at jeg næsten bruger næsespray hele tiden, selvom jeg godt ved, det ikke er særligt sundt - men ellers kan jeg ikke sove... Det er som om det sidder oppe i bihulerne og ikke rigtig kan komme ud af sig selv. Jeg har også siden september/oktober konstant frosset, ude såvel som inde, og været meget træt. Det er ligesom de "konstante" symptomer. Derudover har jeg sporadisk haft hovedpine, kvalme, dårlig mave og skiftevis nedsat/øget appetit. De sidste 2 - 3 måneder har jeg haft MEGET nedsat humør, været endnu mere træt, været irritabel og grædt meget osv. Jeg er også begyndt at føle mig urolig og lidt stresset, og kan ikke sove en hel nat fuldt ud. Sommetider når jeg vågner, føler jeg, at jeg har ligget og spekuleret i timevis, som om det kun er min krop, der har sovet, og ikke min hjerne. Jeg synes efterhånden at jeg har gjort hvad jeg kunne. Jeg har prøvet at få nok med søvn, gået med varmt tøj, spist vitaminpiller, dyrket motion og lignende. Førhen plejede jeg at lytte til noget guidet meditation, men det er som om, der ikke er noget der virker, og jeg gider ikke engang rigtig dyrke mine interesser mere. Jeg har tænkt over flere ting... Omkring september begyndte jeg på p-piller efter et par års pause. Jeg har ikke før haft dårlig erfaring med p-piller dog. Jeg har også tænkt vinterdepression, hvilket godt kan forklare de sidste par måneder, men hvorfor skulle det gøre mig syg allerede i september? Jeg er godt klar over, at mange af de her ting er normale i vintermånederne, men kan det virkelig passe, at jeg slet ikke kan gøre noget ved det? Jeg synes det er enormt fysisk og psykisk belastende. Og jeg kan ikke forstå, at jeg ikke engang er begyndt at blive gladere endnu, selvom det langsomt bliver lysere og varmere, vi er trods alt i marts... Det bliver tværtimod bare værre og værre. Jeg har endda fået lavet en allergitest, men den viste ingenting... Har I nogle bud på, hvad der er i vejen, eller hvad jeg kan gøre?

Svar: 

Hej med dig.

Mange tak for dit spørgsmål. Det må være hårdt at have mange tanker om, hvad du skal efter gymnasiet og skulle give den en ekstra skalle med prøver og karakterer og så samtidig have det, som du beskriver det. Det er meget på en gang. Jeg synes, du har gjort dig nogle gode overvejelser om, hvad det kan skyldes, og det lyder også til, at du har gjort en masse selv, for at prøve at gøre det bedre, men uden held.

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvorfor du har det, som du har det, men jeg har nogle forslag. Måske skyldes det, at der er et stort pres på her på det sidste år i gymnasiet. Det kan man godt ligge søvnløs over og blive irritabel af. Det kan også være, at du er ved at udvikle en depression. Det kan også være dit stofskifte, der ikke er på plads. Så kan man også få nogle af de symptomer, du beskriver. Det kan også være, at det er noget helt fjerde. Jeg synes bestemt, at du skal tage til din læge og beskrive lige så flot, hvad du har beskrevet her. Din læge vil kunne snakke noget mere med dig om, hvad I skal gå videre med, og din læge vil også kunne tage en blodprøve for at se, om det skulle være dit stofskifte, der er vrøvl med. Det kan man også behandle.

Jeg synes, det er rigtig godt, at du har skrevet herind og beskrevet dine symptomer, for det er første skridt til at få det bedre. Hvis du synes, du har svært ved at forklare din læge, hvad problemet er, synes jeg, du skal vise ham det, du har skrevet her. Her har du beskrevet dine symptomer rigtig godt.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mange hilsner Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program