Knude

brevkassespørgsmål

Knude

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 3 måneder siden

Her de sidste par måneder (3-5) har jeg haft en form for knude i min højre arm. Den sidder på siden, ind mod kroppen, et par cm under albuen. Til at starte med var jeg ikke så bekymret for den, men her på det sidste er den vokset lidt. Man kan næsten gribe fat om den og flytte lidt på den, men den sidder fast i min hud. Der hvor den sidder fast, har jeg et mørkt mærke, der ligner et ar fra et myggestik, man har kradet hul på, der er ved at hele. Har du nogen ide om, hvad det kan være?

Svar: 

Kære du

Der er rigtig mange forskellige ting, som sådan kan ligge under huden. Det mest normale er en lille fedtknude eller en lymfeknude. Fedtknuden vil nu meget sjældent give et mørkt mærke på huden og lymfeknuden sidder sjældent der på armen, som du beskriver. Oftest skyldes sådan nogle knuder, som du beskriver, et indgroet hår eller en irriteret kirtel, et aterom. 

Vigtigst af alt er sådan nogle knuder lang oftest helt uskyldige og de fleste går væk af sig selv. Men når du nu har haft den så længe, så synes jeg du har været mere end tålmodig. Derfor vil jeg anbefale dig at kigge forbi din læge. Han/hun vil på få sekunder kunne vurdere hvad det er. Det kan sagtens være at der ikke skal gøre noget, men nogen gange kan man give lidt creme, prikke hul på den eller få en specialist i hud til at kigge på det. Når først din læge ser det, så kan han/hun hurtigt beslutte hvad der er bedst for dig. 

Håber det kunne gøre dig lidt klogere.

Mange hilsner fra Line

Line har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program