At knække fingre og ryg

brevkassespørgsmål

At knække fingre og ryg

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 14 år 8 måneder siden

Hej. Først og fremmest ville jeg takke alle, som arbejder på denne hjemmeside. Respekt til jer. Nu kommer mit spørgsmål: Jeg har det med at knække fingre og tær konstant, men her på de sidste 2 uger er jeg begyndt at knække knoglerne i min ryg. Nå jeg står op om morgenen vender jeg min ryg begge veje, og det siger automatisk 'knæk' uden besvær. Og når jeg skal ligge mig til at sove gøre jeg det også. Nu kommer mit spørgsmål: kan det være sundt? Jeg gøre det jo kun pga. min krop er stiv om morgenen og aftenen. Og når jeg knækker den bliver jeg helt smedig og afslappet. Jeg kan nu ikke lade være med at gøre det, da rygen nu knækker automatisk ved et pludselig bevægelse - hvis jeg ikke knækker den først! Er det sundt eller usundt for rygen? Og ellers, hvad kan jeg gøre?! Hvad vil der ske, hvis jeg blev ved med at gøre det?

Svar: 

Hej..

Tak for de rosende ord og dejligt at du kan bruge Cyberhus. Jeg skal give din tak videre.:)

Nogle mennesker har større afstand mellem knoglerne og løsere ledbånd sådan at det er nemt for dem at knække leddene, og andre kan slet ikke få leddene til at knække.

Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om det er godt eller skidt at du knækker dine fingre, tæer og nu også din ryg. Der er faktisk ikke noget klart svar på dit spørgsmål. Nogen mener, at det er sundt for leddene at blive knækket i ny og næ og at det gør dem stærkere i længden, mens andre mener det øger risikoen for svage led.

Men de fleste er enige om, at det ikke er sundt, at gøre det meget ofte.

Når du nu har knækket din ryg eller dine fingre, så vil det led du har knækket, være svagere i en kort periode bagefter. Derfor mener jeg, at du skal passe på med at gøre det for ofte. Du har ikke en større risiko for at få gigt, når du knækker dine led. Men det kan godt få din hånd til at hæve op og måske gøre din hånd lidt svagere.

Det, at din ryg knækker så nemt kan være et tegn på mange ting. Derfor vil jeg råde dig til at tænke over, hvordan du bevæger dig i skolen, når du dyrker idræt eller når du sidder hjemme på værelset.

Sørg for altid at passe godt på din ryg og bruge den ordentlig. Jeg synes, du skal forsøge at lave nogle rygøvelser. En stærk ryg er enorm vigtigt for at undgå skader og for at du kan følge med dine venner i hverdagen. Det kan du få ved at lave nogle forskellige øvelser.

Det er vigtigt, at du er tålmodig og bliver ved med at lave øvelserne, selvom din ryg måske ikke bliver god lige med det samme. Der er nogle gode simple øvelser på gomotion.dk her. Hvis det er muligt for dig, så vil jeg råde dig til at stoppe med at knække ryggen. Så kan du forhåbentlig vænne kroppen af med at knække ryg, samtidig med at øvelserne vil gøre musklerne omkring ryggen stærkere. Det skulle gerne give en stærk ryg, som ikke skal knækkes hver morgen.

Hvis det ikke bliver bedre, efter du har lavet øvelserne igennem et par måneder, så synes jeg du skal kontakte din læge.

Du skriver ikke at du har smerter i ryggen. Hvis du har smerter fra ryggen, synes jeg også du skal kontakte din læge med det samme.

God fornøjelse.

Venlige hilsner fra Line

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program