Kan man gå til lægen alene når man er under 18?

brevkassespørgsmål

Kan man gå til lægen alene når man er under 18?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 2 måneder siden

Hej, jeg har et spørgsmål angående vores sundhedssystem i DK.. Kan man gå til lægen, i f.eks. min alder, og snakke med dem og ja, bare gå til lægen som man nu gør, eller skal man have sine forældre med? Altså jeg ved godt "du kan bare bede dine forældre om ikke at gå med ind, det forstår de sikkert!", ja, men jeg vil ikke have dem med overhovedet... Er det muligt?

Svar: 

Kære du

Ja, det er absolut muligt. Du må gå til lægen ligesom alle andre. Der er bare et par forskelle når man som dig, er under 18 år. 

Hvis vi som læger giver dig en behandling eller oplever at du fejler noget, så skal vi faktisk kontakte dine forældre og fortælle dem om den behandling vi giver eller det vi har snakket om. Det er fordi de har forældremyndigheden og derfor er de ansvarlige for at du har det godt. Derfor kan du sagtens gå til lægen uden dine forældre er med, men det kan godt være vi bliver nødt til at ringe og snakke med dem bagefter.

Men der er nogle undtagelser, som er meget vigtige. Hvis vi skal behandle dig for kønssygdomme eller andre sygdomme som er relateret til sex, så har vi ikke pligt til at fortælle det videre. Det kan godt være at din læge alligevel vil foreslå dig at I snakker med dine forældre om det, men lægen skal ikke gøre det uden at snakke med dig først. Den anden undtagelse er hvis din læge tænker, at det kan skade dig eller dit forhold til dine forældre, at de får det afvide. For eksempel hvis du nu kommer op og fortæller at der er nogle problemer derhjemme med dine forældre. Så er det ikke sikkert, at det vil være det bedste for dig, at vi bagefter ringer til din mor eller far og fortæller det videre. Så må vi gerne holde tavshedspligten overfor dig og ikke dine forældre. 

Uanset hvad, så er lægerne nogle rolige mennesker og de fleste har hørt og set alverdens skøre eller tunge ting. Derfor vil jeg foreslå at du bestiller en tid ved din læge (som du gerne må gøre også uden dine forældre ved noget) og så snakke med lægen. Så kan I sammen blive enige om det er noget dine forældre skal vide bagefter. 

Håber det kunne hjælpe lidt og at du får en god snak med din læge uden dine forældre er med.

Mange hilsner fra

Line

Line har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program