hvorfor er det begyndt at klø forneden

brevkassespørgsmål

hvorfor er det begyndt at klø forneden

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 12 år 2 måneder siden

hej jeg er en pige på 16 år og for et par dage siden begyndte det at klø i skeden.. men jeg ved ikke hvad det er jeg har barberet mig der er det måske pga. håret der vokser ud? eller er det skede svamp? hvis det er så tør jeg ikke sige det til min mor for sådan noget snakker vi ikke så meget om i familien.. og jeg vil IKKE have underlivs undersøgelse!! jeg er ikke sexsuel aktiv.. men hvad tror du man kan gøre selv ? og kan man ikke for noget for det som ikke skal i skeden?? jeg håber meget på et svar :)!

Svar: 

Hej du :-)

Tak for dit spørgsmål - her kommer et svar, som jeg håber du kan bruge... Når jeg læser dit spørgsmål kan jeg se, at du allerede har fundet nogle mulige svar på dit problem.

Det kan være pga. barbering det klør. Du kan prøve at undlade at barbere dig på indersiden af de store skamlæber og så huske at vaske huden (ikke inde i skeden) med lidt sæbe efter barberingen. Husk også at bruge rene barberblade - eller at rense dem godt mellem barberingerne.

Det kan også være du har nogle trusser på, som generer din hud dernede. Hvis du går med meget kunststof og stramme bukser kan man få en slags "allergisk" reaktion på huden. Men du vil kunne se, at det er udenpå og ikke i skeden. Prøv så bomuldstrusser en periode og se om det hjælper. 

Hvis du mærker at kløen er helt inde fra skeden er det mest sandsynlige en svampeinfektion. Man har altid svamp i skeden, men normalt generer det ikke. Hvis der kommer ubalance i det meget følsomme miljø dernede, kan svampene begynde at dominere og det begynder at klø. Man får ofte også lidt hvidt, klumpet udflåd. Det er ikke farligt, men ubehageligt. Man kan købe svampebehandling på apoteket uden recept fra lægen. Der fiindes creme og stikpiller. Cremen skal smøres på både omkring skedeåbningen og et stykke op i skeden. Man behandler ikke skedesvamp med piller eller andet, fordi det ikke er nødvendigt at behandle hele kroppen for et problem som kun sidder i skeden.

Det lyder måske meget ubehageligt at smøre sig i skeden, men jeg er sikker på du nok skal klare at smøre dig med cremen.

Jeg håber du kan bruge mit svar og får behandlet kløen.

Hav det godt :-)

Mange hilsner
Gry 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program