Hvorfor bliver jeg ikke gravid?

brevkassespørgsmål

Hvorfor bliver jeg ikke gravid?

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 11 år 8 måneder siden

Kære brevkasse Min kæreste og jeg har i 6 måneder forsøgt at gøre mig gravid. Vi har forsøgt på forskellige tidspunkter af måneden, for at ramme ægløsningen. Meget frustrerende er jeg ikke blevet gravid endnu. Det er mit største ønske i denne verden at blive mor, og det samme gælder min kæreste. Vi er begge to 20 år, så det bekymrer os meget, at det er så svært for at få vores ønskede barn. Specielt fordi vi oplever at flere i vores omgangskreds bliver gravide helt tilfældigt uden forsøg, eller efter 1- 2 måneder. Hvordan kan det være, at det er så svært, for to så unge mennesker at få et barn. På forhånd tak for jeres svar..

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå, at du synes, det er frustrerende, at du ikke lige bliver gravid med det samme og jeg tror mange har det på samme måde som dig.

Når man beslutter sig for at blive gravid, vil man gerne have, at det sker lidt hurtigt. Mange har også en forventning om det. Så enkelt er det bare ikke, i hvertfald ikke for alle. Og kommer graviditeten ikke lige så hurtigt, kan ”projektet” komme til at fylde rigtig meget, og man kan meget nemt komme til at tænke, om der er noget galt, og om det nu nogensinde skal lykkes.

Jeg vil komme med lidt statistik. Det er selvfølgelig bare statistik, men måske kan det være med til at berolige dig lidt.

Undersøgelser viser, at kun 25% af unge, raske par bliver gravide den første måned, de prøver. I løbet af 3 måneder er det lykkes 60%, og 80-85% er blevet gravide indenfor et år. Når der er gået 2 år er 90-95% blevet gravide. Så det er ikke unormalt, at man ikke er gravid efter 6 måneders forsøg. Jeg kan ikke forklare dig, hvorfor jeres venner og bekendte er blevet hurtigt gravide, men bare sige at vi er forskellige alle sammen og det kan dreje sig om en tilfældighed.

For at blive gravid skal pigen have ægløsninger og man skal have samleje omkring ægløsningstidspunktet. Har man regelmæssige menstruationer på mellem 24 og 34 dage er man rimelig sikker på, at man har ægløsninger. Ægløsningen kommer 14 dage før næste menstruation. Og det er godt at have sex jævnligt i dagene op til ægløsningen. Har du regelmæssige menstruationer, kan du regne ud, hvornår dine næste ægløsninger kommer. Brug evt en kalender. Er de mere uregelmæssige, kan du købe en ægløsningsstix på apoteket. Den kan måle hormonindholdet i din urin, og den giver udslag omkring ægløsningstidspunktet.

Det med stix´en kan man gøre, hvis man så at sige ikke vil ”spilde tiden”. Egentlig vil et almindeligt sexliv med 2-3 samlejer om ugen ofte også resultere i graviditet relativ hurtigt, og med relativ hurtigt mener jeg indenfor 8 til 12 måneder.

Det øger også graviditetschancerne, hvis man lever sundt. Hvis I ryger, er det med at stoppe med det. Det er godt at spise sundt og varieret.

Er du ikke blevet gravid indenfor 1½ år på trods af rigeligt med sex på de rigtige tidspunkter, kan du kontakte din læge. Hvis du sjældent har menstruation eller en eller I begge tidligere har haft en svær underlivsinfektion synes jeg, at du skal kontakte din læge efter ca 1 år.

Til slut vil jeg sige, at jeg har al mulig grund til at tro, at det nok skal lykkes for jer! Når det kommer til at blive gravid er 6 måneders forsøg ikke lang tid (selvom det kan føles sådan). Hvis I kan, så prøv at slappe af og læg graviditetsprojektet lidt væk. Nyd hinanden og hav sex. Lige pludselig er der gevinst.

…Og lige en sidste ting: det anbefales at starte med tage folinsyretilskud allerede, når man planlægger graviditet. Folinsyre fås som tabletter og kan købes på apotektet.

Held og lykke til jer.

Mange hilsner fra Kathrine

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program