Hvidt udflåd oppe i skeden

brevkassespørgsmål

Hvidt udflåd oppe i skeden

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 12 år 4 måneder siden

Hej . Jeg kan se at de fleste der er herinde er lidt yngre, men nu tager jeg chancen og skriver og håber på et godt svar til noget der genere mig rigtig meget/det er pinligt og jeg er bekymret og vil bare have styr på det igen - vide hvad jeg kan gøre. For ca. 2½ år siden var jeg sammen med en fyr, han havde sådan noget hvidt tykt noget på hans pik. Siden da har jeg haft sådan noget i min skede, altså når jeg er i bad, tager jeg en finger op i skeden, også er der sådan noget hvidt tykt også. Har prøvet en del ting, men ingenting hjælper. Jeg har prøvet sådan noget jeg købte i Matas, canasten tror jeg det hedder, sådan en pille med noget creme, det virkede i lidt tid, men kom igen, så prøvede jeg en pille mod svamp, og igen, det gik væk og kom tilbage, så har jeg været til sådan en undersøgelse på Bispebjerg, sådan en åben afdeling, hvor man kan blive undersøgt for div. sexsygdomme og underlivet, de undersøgte det med det samme, og de sagde jeg havde sådan noget der var meget almindeligt, kan desværre ikke huske navnet, men sådan noget udflåd der lugtede lidt af fisk, fik noget får det, nogle piller jeg skulle tage i nogle dage, og det har heller ikke rigtigt hjulpet - er ret ked af det her og det genere mig.. For med min nye kæreste, når vi har samleje, får han nogle gange det hvide på hans pik og det er rigtig rigtig flovt, her faktisk idag, sagde han så at det var som om han ikke kunne tåle mig, altså han får sådan nogle små røde pletter, ikke overdrevet mange, men han siger at de kløer. Jeg føler jeg har prøvet rigtig meget, men det går væk i kort tid og kommer igen, og nu har jeg jo så haft det i 2½ år ca., efter ham jeg var sammen med dengang. Det piner mig! Jeg er i tvivl om det kan være nogle af de ting man kender, svamp i skeden, for det kløer ikke, og andre ting, for har jo prøvet div. ting. HJÆLP! Men det er sådan noget hvidt tykt/nogle gange gennemsigte tyk mæsse, som ligger oppe i skeden, så når jeg går i bad som sagt, tager jeg en finger og det kan komme lidt væk sådan, men det kommer igen, rigtig hurtigt, faktisk kan jeg have gjort det også næste dag, hvis jeg har sex med min kæreste er det der, på hans pik.. Hvad kan jeg dog gøre? Jeg går snart i panik, jeg er i panik, for min kæreste synes det er rigtig ulækkert og det er det også, og jeg er flov og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jaa har prøvet ret mange ting. Kram den forvirret i alt det her, som snart ikke ved om der er noget at gøre..

Svar: 

Hej den forvirrede.

Mange tak for dine spørgsmål. Du er meget velkommen til at skrive herind!

Det lyder som om, du har været igennem ret mange ting for at få det hvide, du har i skeden til at forsvinde. Jeg skal prøve at se, om jeg kan give dig et svar, som du kan bruge.

Udflåd fra skeden er for det første helt almindeligt hos kvinder. Nogle har meget, nogle har mindre, og det kan variere fra helt gennemsigtigt til mere hvidligt og til mere gulligt. Det kan variere i løbet af ens menstruationscyklus, så i nogle perioder kan det være tyndere, i andre perioder tykkere. Det er helt normalt. Ens kæreste kan også få noget af det udflåd på sin pik efter samleje, og det er også normalt. Skeden producerer udflåd for at beskytte slimhinden. Derfor kommer det igen, selvom du har fjernet det i badet. Det bedste er faktisk bare at lade det være. Hvis man fjerner det med en finger oppe i skeden, kan man irritere slimhinden, og der kan faktisk komme mere. Det kan muligvis også give en ubalance i bakteriefloraen i skeden, så man får nogle af de ting, jeg beskriver nedenfor.

Hvis udflådet lugter af fisk, særligt efter samleje, har man sandsynligvis det, der hedder vaginose. Det er ret almindeligt. Det er ikke en sygdom, og det smitter ikke. Men man kan få det, hvis der kommer en ubalance i bakteriefloraen i skeden. Det er ikke noget, man selv kan gøre for, men det kan selvfølgelig være generende, når man får øget udflåd, der også lugter af fisk. Det kan man behandle med nogle tabletter, som man kan få hos lægen. Man kan godt få det igen efter at man er blevet behandlet.

Hvis ens udflåd bliver hvidt og grynet, ligesom fx hytteost eller havregryn, og hvis det også klør meget, og man er rød, har man sikkert fået svamp. Det kan man behandle med fx Canesten, som du også har prøvet. Man kan også få en tablet på recept af lægen. Rigtig mange kvinder oplever at have svamp i skeden. Og det kan sagtens komme igen efter at man er blevet behandlet. Man kan også godt have lidt svamp uden at man mærker noget til det. Det kan være en del af den naturlige bakterieflora, og man skal ikke behandles, hvis man ikke har nogle gener. Men selvom man ikke mærker noget til det, kan ens kæreste godt få nogle kløende, røde prikker på sin pik efter samleje. Hvis de ikke forsvinder af sig selv, kan han smøre noget Canesten-creme på. Og ellers kan det generelt være en god idé, at han vasker sin pik efter samleje.

Som du kan se, kan der være flere svar til dine spørgsmål. Hvis du stadig er i tvivl, synes jeg, du skal gå til din læge eller på Bispebjerg igen. Så kan du måske blive klogere på, om det er noget, du skal behandles for, eller om det er helt normalt.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mange hilsner Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program