Hjertesmerte og svimmelhed
Hjertesmerte og svimmelhed
Hej Iben eller Anette Idag har jeg haft ondt i mit hjerte hele dagen. Jeg har aldrig oplevet det før, så jeg ved ikke, om det er alvorligt, eller om det bare er noget, der går over. Jeg har ikke lyst til at gå til lægen med det, for jeg er bange for at hun indlægger mig. Det startede i formiddags mens jeg var i skole. Det begyndte bare lige pludselig at gøre ondt og jeg blev meget svimmel og frøs og svedte samtidig. Det varede ca. 10 min. hvor det var ret slemt, så blev det bedre, men det gik ikke helt væk. Det blev ved med at gøre lidt ondt hele dagen og jeg blev også ved med at være lidt svimmel. Omkring kl. 17 blev det værre igen. Der varede det lidt over 2 timer hvor jeg lå på min seng og svedte helt vildt selvom jeg frøs og det gjorde rigtig ondt og jeg var meget svimmel. Jeg har ikke haft det sådan før. Jeg får nogle gange angstanfald, hvor jeg også bliver svimmel og føler at jeg ikke kan få luft, så jeg kommer til at hyperventilere. Men det her minder ikke rigtig om det, så jeg ved ikke om det er en anden måde at få angstanfald på eller om der er noget fysisk galt??? I april blev jeg indlagt, efter at jeg var besvimet nogle gange. Dengang havde jeg uregelmæssig hjerterytme pga at mine kalium-tal var lave. Men dengang havde jeg det ikke sådan, som jeg har det nu. Så jeg tror ikke, at det er det. Men hvad kan det så være? Jeg vil helst ikke indlægges! Da jeg var indlagt i april, blev jeg overført til en psyk. afd. da hjerterytmen var normal og kalium-tallet steget. Der var jeg i 3½ måned og blev fedet op (har anoreksi). Det var et mareridt og jeg vil hellere dø end gå igennem det en gang til. Jeg er bare rigtig bange for, hvad det er der sker. Hilsen Gråspurv
Hej Gråspurv!
Det er tydeligt ud fra dit brev, at de hjertesmerter du har gør dig rigtig bekymret, så jeg syntes det er rigtig godt du skriver herind, for at finde ud af hvad du skal gøre ved det.
Jeg kan godt forstå har du ikke har lyst til at gå til lægen igen, efter det du har været igennem. Men jeg er nødt til at understrege at det er meget vigtigt at du gør det! Jeg kan ikke sige med sikkerhed hvad det er, der gør at du får hjertesmerterne, men jeg kan sige at det er meget vigtigt at du får det undersøgt.
Det at du får svedeture, hjertesmerter og svimmelhed tegn på at din krop er meget stresset. Selv om det ikke føltes som sidste gang du havde lav kalium, så kunne det godt være årsagen til at du får hjertesmerterne. Og det er livstruende fordi det kan i værste tilfælde kan give hjertestop. Derfor er det meget vigtigt at du går til lægen med det, for at få undersøgt om det er det som giver dig hjerteproblemerne.
Har du fortalt det her til andre end os i lægebrevkassen? Ellers syntes jeg det ville være rigtig godt at du fortalte det til dine forældre også. Det er altid godt at snakke med en anden, hvis der er noget som man er bange for. De kan også hjælpe dig med at finde nummeret til vagtlægen/skadestuen, for jeg syntes ikke du skal vente til på mandag med at få fat i din egen læge.
Jeg har set dine indlæg inde i debatten ”når det gør ondt inderst inde” og jeg syntes det er så stærkt af dig at du prøver at komme over din anoreksi, især at du har kontaktet LMS. Jeg syntes også at du skal tage en snak med din læge en gang til, for at se om der ikke var andre muligheder for at få hjælp til at komme over din anoreksi.
Kæmp videre Gråspurv, du kan godt komme igennem det her, selv som det til tider kan være en hård kamp!
Kærlig Hilsen
Iben